Akademikernes første kvindelige formand

sine1formandAkademikernes Centralorganisations bestyrelse valgte på sit møde den 25. september enstemmigt Sine Sunesen, formand for DJØF, til formand for AC. Sine Sunesen sætter sig i formandsstolen 1. januar 2004.

Sine Sunesen efterfølger Svend M. Christensen. Efter seks år på posten kan Svend M. Christensen ifølge AC’s vedtægter ikke genvælges.

AC er en af Danmarks tre hovedorganisationer og hoved- og forhandlingsorganisation for samtlige faglige organisationer på akademikerområdet. AC har 22 medlemsorganisationer, herunder også Dansk Organist og Kantor Samfund, med omkring 240.000 medlemmer.

Sine Sunesen har været aktiv i akademisk fagpolitik i ti år. Fra 1996 som formand for de offentligt ansatte DJØF’ere og fra 2001 som forbundsformand for DJØF. Hun har tillige været medlem af AC’s forretningsudvalg og forhandlingsudvalg siden 1996, og har således deltaget i de seneste tre offentlige overenskomstforhandlinger i 1997, 1999 og 2002. Derudover har hun haft en række yderligere tillidsposter.
Sine Sunesen blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1991 og har efter kandidateksamen arbejdet i centraladministrationen, senest i Videnskabsministeriet, hvorfra hun har orlov.

Sine Sunesen er 36 år, gift og har tre børn.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.