DOKS's årsmøde 2002 på Bornholm

Det er næsten 30 år siden DOKS har afholdt årsmøde på Bornholm. Men næste år vil klippeøen i dagene 22.-24. april igen blive invaderet af glade orgelspillere fra det øvrige danske land.

Flyafgangene til øen er ikke hvad de burde være, set ud fra stævneudvalgets standardprogram: man må med denne ellers så bekvemme transport enten ankomme alt for tidligt eller alt for sent. Derfor satser planlægningens kvikke hoveder på en samlet overfart for deltagerne med den gode gamle Bornholmer(nat)båd med afgang søndag den 21. april kl. 23.30. Herefter er alle friske ved ankomsten til Rønne mandag morgen kl. 6.30. Bagagen deponeres på Hotel Griffen, der er stævnets faste tilholdssted. Efter morgenmaden vil forfatteren Erling Haagensen, der er kendt for sin opsigtsvækkende bog om øens rundkirkers relation til korsridderne, holde foredrag som indledning til formiddagens bustur med sightseeing on location. Frokostens røgede sild afslutter denne anderledes turistoplevelse på klippegrund.

Kl. 14 er der en times tid til indkvartering, hvorefter der er indledningsgudstjeneste i Rønne Sct. Nicolai med den gamle Bornholmerdreng Jakob Lorentzen ved orglet og biskop Erik Norman Svendsen som prædikant. Efter at have aflagt fløjlsmaven vil han senere på eftermiddagen i sin egenskab af formand for Salmebogskommissionen berette om det fortsatte arbejde med en ny salmebog.

Kl. 20 er der koncert, igen i Nicolai, med Engleskyts, de to fremragende norske musikere der igennem flere år har stået øverst på stævneudvalgets ønskeseddel: sopranen Anne-Lise Berntsen og organisten og komponisten Nils Henrik Asheim. Nogle af os vil allerede kende deres overvældende fortolkning af norske (og danske) salmer fra den cd de barslede med for en 6-7 år siden og fra koncerter rundt om i Danmark. Nu har de netop lavet en ny skive med titlen Kom Regn, som herefter vil være duoens nye varemærke.

Tirsdagen står jo i generalforsamlingens tegn. Den finder endnu en gang sted kl. 14, men allerede om formiddagen vil lektor Jørgen I. Jensen delagtiggøre os i sine tanker og overvejelser om Carl Nielsen og Rued Langgaard, "Geniernes møde". Sikkert alt for få af os har hørt dette inciterende foredrag i radioen i sommer!
Ligeledes inden frokosten er det tanken at det traditionelle møde med kirkeminister/ministerium skulle finde sted.

Festmiddagen begynder kl. halv syv og satser først og fremmest på det sociale samvær.

Den der har læst med så langt, vil sikkert for længst flere gange have spurgt: Hvor bliver Flemming Dreisig af? Jo, ham har vi jo hele tiden hos os i de dage, men onsdag formiddag er helt og aldeles hans: Vi skal endnu engang i Nicolai og høre ham give orgelkoncert på hjemmebane og bagefter fortælle om det store instrument i kirken.
Kl. 13 er der frokost og afrejse, denne gang med bus over Ystad. Færgen afgår fra Rønne ved 16-tiden.

Se, det er et stævne, noget længere end sædvanligt. Til gengæld vil det også blive dyrere: Deltagerprisen er sat til 3.300 kr., hvortil kommer transport til og fra København (små 400 kr. i alt, og så har vi ikke engang talt om køjeplads).
Vi ved at andre personalegrupper i kirken bruger lige så meget på deres årsmøder, men det vil da nok være klogt allerede nu at ansøge menighedsrådet om det nødvendige beløb, så det bliver en leg at udfylde tilmeldingsblanketten der kommer med Organistbladet først i det nye år.

Stævneudvalget:
Charlotte Muus Mogensen, Eva-Marie Olesen, Kirstin Bohn Christiansen og Helge Gramstrup

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.