DOKS 12/3-2020: Skal du møde på arbejde?

Efter meldingen i går aftes fra regeringen, er der en del som spørger til, hvordan man som organist, kantor eller kirkemusikskolelærer skal forholde sig.

Statsministeren har opfordret alle offentlige arbejdsgivere til at hjemsende det personale, som kan undværes, og kun beholde de på arbejde, som er nødvendigt for at betjene kritiske funktioner.

Bemærk at der er tale om en opfordring til arbejdsgiverne. Det er således arbejdsgiverne som skal tage konkret stilling til hjemsendelse af personalet, samt til, hvilke kritiske funktioner der fortsat skal betjenes. Man kan således som ansat ikke uden videre blive hjemme, men må afvente at menighedsråd/ledelse giver besked om hjemsendelse. Det kan dog i nogle tilfælde være formålstjenligt selv at rejse spørgsmålet, således at der kan komme dialog om, hvordan I lokalt håndterer situationen.

Hvis man hjemsendes, er man pligtig til i muligt omfang at arbejde hjemmefra. Man kan også delvis hjemsendes, med forpligtelse til at møde til konkrete tjenester, eksempelvis begravelser og bisættelser. Man er naturligvis også forpligtet til at holde sig orienteret via kalender, telefon eller på andre sædvanlige måder, hvorpå man normalt får oplysning om indkomne tjenester.

Man kan ikke tvinges til at bruge ferie i perioden, men man kan godt aftale at man afholder eventuel restferie.

DOKS opfordrer til at der udvises smidighed i denne helt usædvanlige situation.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.