Vejledning om evt. brug af konsulenter i forbindelse med besættelse af organiststillinger

Denne vejledning er udarbejdet til brug i Københavns Stift i en prøveperiode og vil blive evalueret i 2017. Den er udarbejdet af repræsentanter fra Københavns Stift, Landsforeningen af Menighedsråd, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og DOKS i 2015.

Stillingen bliver ledig

Det er menighedsrådets opgave at bestemme, hvordan kirkens betjening skal varetages af de forskellige kirkefunktionærer. Dette gælder også for organiststillinger, hvor det i forbindelse med rekruttering er vigtigt at besætte stillingen med den kandidat, der bedst kan leve op til menighedsrådets krav og forventninger, og som passer ind i den øvrige personalegruppe og på arbejdspladsen.
Ansvaret for ansættelsesproceduren og valget af ansøger ligger hos menighedsrådet, men et menighedsråd har mulighed for at benytte en konsulent med musikfaglig baggrund i ansættelsesprocessen.
Hvis menighedsrådet beslutter sig for at anvende en konsulent, er det vigtigt, at det gør sig klart, hvordan det vil bruge konsulenten Skal konsulentens bidrag alene være af faglig karakter eller skal konsulenten også følge andre dele af selve ansættelsesforløbet.
Nærværende vejledning har til opgave at beskrive de processer og overvejelser, som bør gøres, når man skal ansætte en ny organist.

Før opslag

Forud for et stillingsopslag, bør menighedsrådet drøfte ønsker til kirkens fremtidige musikalske profil, og om dette har nogle konsekvenser for, hvilken faglig profil man skal søge efter, når organiststillingen opslås. Nyttige overvejelser i denne proces er at se på, hvad man ønsker at bevare, hvad man ønsker at udvikle, og hvad man ønsker at afvikle.
I menighedsrådets overvejelse kan indgå forhold som: ”traditioner ved kirken, eksisterende gudstjenesteliv, kor- og koncertaktiviteter m.m.” Men det er naturligvis også vigtigt at gøre sig klart, om man ønsker at en kommende organist iværksætter nye tiltag.
Menighedsrådet har ret, men ikke pligt, til at forudsætte et bestemt uddannelsesniveau hos ansøgere.
En konsulent kan hjælpe med at tegne den rette faglige profil for stillingen. Konsulenten kan sætte perspektiv på menighedsrådets forskellige muligheder, og forklare, hvad man henholdsvis vælger og fravælger, når man ønsker en bestemt faglig profil.
Valget af den faglige profil er menighedsrådets. Men en konsulent kan bistå, ved at lytte til menighedsrådets ønsker, og derefter hjælpe menighedsrådet til at beskrive den profil, som følger af menighedsrådets ønsker og prioriteringer.
Beskrivelsen af den faglige profil indgår som en del af stillingsopslaget. Det er menighedsrådets ansvar at reglerne om stillingsopslag overholdes. Konsulentens opgave er at beskrive stillingens musikfaglige indhold.

Prøvespil og samtale

Inden samtalen afholdes et prøvespil, hvor ansøgeren spiller musik efter menighedsrådets og eventuelt efter eget valg.
Konsulenten kan hjælpe menighedsrådet med at skabe sig et overblik over ansøgernes faglige profiler, herunder en vurdering af de uddannelsesmæssige forudsætninger og øvrige faglige kompetencer.
Der bør være overensstemmelse mellem den ønskede faglige profil, og de krav som afspejles i valg af musik til prøvespillet. Konsulenten kan medvirke til at sammensætte et prøvespil, som opfylder dette.
Valget af ansøgere til prøvespil og samtale sker ud fra menighedsrådets samlede vurdering af ansøgerne.
Menighedsrådet leder forløbet under samtalen, som har til hensigt at afklare om ansøgeren har de kvalifikationer og menneskelige egenskaber, som der vil være behov for i stillingen og på arbejdspladsen.
Når menighedsrådet indkalder til prøvespil og samtale, bør man oplyse ansøgerne om, hvis der medvirker konsulent, samt navn på konsulenten. På den måde har ansøgerne mulighed for at gøre opmærksom på, at de anser konsulenten for at være inhabil i forhold til den konkrete ansøger.
Menighedsrådet skal forlange af konsulenten, at denne oplyser, om der i ansøgerfeltet vil kunne være eller er personer som vedkommende har en særlig relation til, f.eks. tidligere elever, nære kolleger eller lignende.
Konsulentens skriftlige indstilling bør efter anmodning udleveres til den enkelte ansøger.

Honorar til konsulenten

Der findes ikke regler om honorering af konsulentens arbejde. Såfremt konsulentens indsats skal honoreres, skal der indgås en skriftlig aftale herom, inden konsulenten påbegynder sit arbejde.

Fortegnelse over konsulenter

Bente Kiil Toftegaard, Brønshøj Kirke, Københavns Stift
Sven Verner Olsen, Jesuskirken, Københavns Stift
Mie Korp Sloth, Hillerød Kirke, Helsingør Stift
Peter Bjerregaard, Godthaabskirken, Københavns Stift


Tilføjelse:
DOKS anbefaler en vejledende takst for konsulentbistand på kr. 6.000
DOKS anbefaler at konsulenten ikke deltager i menighedsrådets samtaler med kandidater til den ledige stilling.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.