Modpoler i Jerne

Forside_Jesper_ToppMariæ Bebudelse. Orgelværker af J. S. Bach og Rued Langgaard. Jesper Topp, orgel. Classico Classcd 743

At gode, koncertegnede orgler i dag ikke længere er forbeholdt de større købstadskirker, er denne cd et godt eksempel på. Jerne kirke, Esbjerg, råder i dag over et 20-stemmers Frobenius-orgel, der i 2000 blev omdisponeret og til dels omintoneret, således, at instrumentet i dag med rod i den barokke litteratur også fuldt tilfredsstillende kan tage sig af romantikken, hvilket kirkens organist siden 1997, Jesper Topp, her demonstrerer ved at sammenstille to absolutte modpoler, Joh. Seb. Bach overfor Rued Langgaard! Jesper Topp fik diplomeksamen fra Vestjysk Musik- konservatorium i 1992, udgik fra solistklassen på ’Det Kongelige’ i 1997 hvorefter fulgte supplerende studier og mesterklasser. Hovedværket er 16-fods baseret, overværket med delt sesquialtera og tremulant ligger i midten over hovedværket og i svelle. I pedalet bl.a. mixtur III og fagot 16’

Således informeret sætter man sig til rette og lytter til Bachs Es-dur triosonate i en klart fraseret udgave med god balance mellem stemmerne, og det lidt ”tørre”, ikke overakustiske rum har jo den fordel, at intet mudrer. Sats 2 fører dog en lidt svær hørbar baslinie, mens den barokke spilleglæde glimter og glitrer elegant i 3. sats. Derpå følger to eksempler på blomsten af Bachs aldrig overgåede koralbearbejdelser: Allein Gott in der Höh’ (BWV 664) og Nun komm’ der Heiden Heiland (BWV 659), perler fra samlingen ”Achtzehn Choräle”. Allein Gott-trioen spiller Topp i et rigtigt følt tempo, men med en lidt spids klang i overstemmen, hvilket måske er med til at drukne den – især i det dybe leje – kun svært hørbare baslinie, og på baggrund af denne tilbagetrukne tilværelse savnede jeg en blot lille markering af cf.’s indtræden i de 12 sidste takter, (et lille registertræk i den forudgående pause). Koralen er satsens bærende idé. Til gengæld skrider ”Nun komm”- koralen frem i et værdigt, indfølt tempo. Denne koral, her spillet med en smuk soloregistrering, bærer vel prisen som en af Bachs allersmukkeste, Svært er det at undgå at blive en anelse kontrolleret romantisk. Noterne gør opmærksom på, at denne salme i koralbogen har været sat som alternativ melodi til ”Op dog, Sion, ser du ej”. Det tør nok siges at være en mesalliance.

Og så slutter Bach-afdelingen med den herlige Fantasi i G-dur, (BWV 572), i dag ofte benævnt ’Pièce d’Orgue’. Og hvad skal man sige? Her er alt i orden og sat på plads, men har man levet med stykket inde i hovedet i mange år, udvikler man sin egen indre kanon, og den er jo egentlig irrelevant her. Très vitement-satsen holdes stramt, nogle hører den måske lidt spidsere og letter registreret, og i spænding imødeser man begyndelsen af 2. del, Gravement. Fuld pedal fra takt 1? - eller bliver midtersatsen bygget gradvist op for at undgå fornemmelse af langstrakthed? (det har Bach selv sørget for ved at lade hver takts betonede taktdel dissonere og således være saltet, der holder musikken i gang!). I André Marchals fortolkning blev de 4 sider bygget op fra yderste pp til ff. På denne cd kommer fagotten først i t. 90, og i t. 135 lægges der på i manualet. I Lentement-satsen bliver musikken dog netop så dramatisk og nærværende, at man føler sig ramt i skæret af denne ildebrand af et stykke musik!

Min kompliment for bookletten med klar og tydelig tekst og billedgengivelse. Om triosonaterne antydes det, at de blev til kort efter Bachs ankomst til Leipzig i 1723, og at de ifølge titlen (”für zwei Klaviere und Pedal”) snarere skulle være skrevet for cembalo. At disse seks sonater nok kan have været Friedemanns pædagogiske værktøj, er der enighed om, men cembaloteorien hører til den ældre i dag forkastede Bach-forskning. Efter Schrammeks og Emerys udtømmende undersøgelser tvivler ingen på, at de er skrevet for orgel. Vi er så lykkelige, at Bachs original-partitur eksisterer i fineste form, og papirvandmærket (MA) forekommer på papir, Bach brugte mellem 1727 og 1732. Sonaterne findes i to manuskripter begge efter 1727, og håndskriften har den nyligt afdøde nestor i Bach-forskningen, von Dadelsen, dateret til ”mit einiger Sicherheit auf etwa 1730”. Hvad angår G-dur Fantasien divergerer booklettens engelske og danske tekst. Den engelske bruger Spittas/Schmieders gamle datering til Arnstadt-tiden 1705-06, men vi skal nok frem til de store orgel-år i Weimar. Det tidligst overleverede manuskript, en kopi af Joh. G. Walther fra o. 1712, bekræfter, at stykket kom til i Weimar, og Lentement-sektionen ligner de ”franske” 5-stemmige partier i de tidlige Weimar-kantater. Værket foreligger i 20 afskrifter, hvoraf 12 er betitlet ’Pièce d’Orgue’, og bookletten berører naturligvis Bachs møde med det franske; det skete i øvrigt allerede i Lüneburg! Dette stykke musik med dets franske satsbetegnelser er et af de uomtvistelige og synlige spor af Bachs beskæftigelse med sine samtidige franske kolleger. Bookletten nævner naturligvis Bachs afskrift af Grignys ’Livre d’Orgue’, men han afskrev flere end den, nemlig d’Angleberts ’Pièces de clavecin’, Dieuparts ’Six Suittes de clavessin’ og ikke mindst Boyvins ’Premier livre d’orgue’, hvori der ses stærke bånd mellem Boyvins ’Grand plein jeu’ og Bachs ’Pièce d’Orgue’. Selv om det ligger i udkanten af en cd-anmeldelse minder vi om en formodentlig tabt korrespondance mellem Couperin og Bach. I Dresden opdagedes for nylig en afskrift af en triosonate af Couperin gjort af derboende koncertmester Pisendel under et besøg i Paris. Pisendel var en god ven af Bach. Mon ikke han har gjort sin ven Sebastian Bach opmærksom på sine afskrifter?

Mere end 200 år er der mellem Bachs og Langgaards fødselsår. Der er en verden til forskel mellem de to komponister, Topp har udvalgt. Bookletten har en meget smuk artikel om Langgaard, hans liv, opvækst og udvikling som komponist og om årene som domorganist i Ribe, et embede han passede ”med andægtig Ydmyghed”, og hvor han fandt udløsning for sine mægtige sindsstemninger. Mærkeligt at der ikke findes nogen radiooptagelser fra hans gudstjenestetransmissioner! Sindsstemninger! – ja det er nok, hvad de er, de 11 stykker til gudstjenesten, som så dagens lys i en periode fra 1930 til 1950. Modsat hos Bach uden liturgisk binding, men dog forsynet med titel og i nogen tilfælde registreringsangivelser. Det må være nr. 5, Mariae Bebudelse, der har givet denne cd sin titel, for som den gunstige læser nok har opdaget, er der ikke tale om en indspilning af ’Magnificat-bearbejdelser’!!

Disse 11 stykker spiller o. 2 minutter, og om end Jerne-orglet ligger noget fra det gamle domorgel i Ribe og ikke har domkirkens akustik, får vi her serveret disse små stykker i en fortræffelig optagelse. Kunne de 20 stemmer virkelig klare Langgaard? Ja, Jesper Topp aflokker orglet fine nuancer og kommer ud i instrumentets kroge, og jeg noterede mig, solisten formår at spille mange pianistiske akkordpassager, så de ikke lyder som klaver-rapsodier. Summa summarum: mange smukke også melodiske passager, som vandt ved genhør. Her er der igen en diskrepans mellem de to forord. Modsat det danske oplyser det engelske rigtigt, at dette er den samlede førsteopførelse af de 11 stykker! og ikke af musik af Langgaard i det hele taget. (her har jo bl.a. Jørgen Ernst Hansen, Flemming Dreisig og Birgitte Ebert været på banen). Nogen Langgaard-foragter er jeg bestemt ikke, men jeg har svært ved at huske, hvad jeg lige har hørt. Sindsstemninger! No matter how free the design, the proportions must be preserved if the work is to make any sensible appeal to human intelligence – (C. V. Stanford)

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.