Fra Weimar til Vordingborg

forside_ramsing_bachJ. S. Bach: Toccatas and Fugues. Jens Ramsing spiller på orglet i Vor Frue Kirke, Vordingborg. PAULA PACD 168

Joh. Seb. Bachs toccataer for orgel! – ja, dem har organister og andre tilbedere ved instrumenternes dronnings hof længe haft muligheden for at sætte på cd-afspilleren og sikkert i flere indspilninger og på vidt forskellige orgler. Men denne musik fra en af orgellitteraturens guldaldre (Bachs næsten 10 år som hoforganist i Weimar 1708-17) er så vitaminrig og af så elegant slotsaftapning, at den tåler det. Den er fyldt med ungdommens mod, fyldt af gnist, ild, opfindsomhed og spilleglæde. Ingen af de 5 toccataer med fuga er overleveret i originalmanuskript, men takket være elevers og ikke mindst grandfætteren, Joh. Walthers afskrifter, er musikken endnu levende. Af Bachs orgelværker er kun 6 overleveret i autograf, og det ser ud til, at manuskripterne til de fri orgelværker forsvandt hurtigt efter Bachs død i 1750. Hvad der skete med dem, er et godt spørgsmål, men bortkomst og almindelig slitage efter mange års brug ved koncerter/gudstjenester er vel en plausibel mulighed!

Da Bach skrev disse stykker var han ikke bundet af allerede eksisterende canons, tværtimod: han kunne frit udnytte alle de ressourcer, som hans fantasi rummede. Der er ingen direkte forløbere uden for hans eget oeuvre, og man leder forgæves i det 17. århundredes repertoire efter lignende stykker, der bare nogenlunde kan sammenlignes med hans største orgelkunst. Et præludium defineres i højere grad af funktion end af form, og under den overskrift fremstod værktitler som 'Präludium', 'Toccata' og 'Fantasi' – termer brugt med nogen inkonsekvens af komponisterne selv. Af Bachs 33 oplistede fri orgelværker falder 5 (4?) i kategorien: 'Toccata', og med sin indspilning af disse uopslidelige og blændende skatte, har organisten i Vordingborg, Jens Ramsing, nu med sin indspilning givet sit bud på en fortolkning dog med den helt igennem sunde erkendelse, at Bach aldrig har tænkt disse stykker som en samlet cyklus. Det gør Ramsing heller ikke selv. En god times plenum-spil trætter selv organomanens øre og sjæl, eller som Ramsing selv udtrykte det: Med disse 5 pågående værker og et kontant orgel meldte spørgsmålet sig: Skal man spille til rummet som i koncertsituationen eller til cd-mediet? Det kan blive meget trættende i en stue - 2-dimensionalt - at lytte til PG's mixturer i en stiv klokketime. Man kan så håbe på, at folk lytter til ét værk ad gangen. Netop! Indspilningen er et værkkatalog, man kan vælge fra, når lysten til menuen 'toccata' melder sig.

Det 'kontante orgel' er kirkens P.G. Andersen/Marcussen & Søn-instrument fra 1960 (III/27). Dets barokke disposition bliver ifølge noterne i år udvidet med setzer og flere stemmer for at gøre det mere egnet til et bredere repertoire. Docent Peter Wang er manden bag booklettens forbilledlige noter (også oversat til tysk og engelsk). Her er ikke informationer fra 'almindelighedernes supermarked', kommentarerne er ajourført med hensyn til nyeste Bachforskning, hvilket må hilses med glæde, især da der hvert år føjes alen på alen til netop dette hjørne af musikvidenskaben.

Kun i få andre værker lyser inspirationen fra Buxtehude i vinteren 1705-06 mere igennem end i Toccata i E-dur (C-dur), BWV 566. Værket forligger i 11 afskrifter, hvoraf de to ældste er J. P. Kellner (Weimar) og J. T. Krebs (1714). De er begge i C-dur, der som noterne minder om "im Hause Bachs im Gebrauch war". Wang diskuterer i sin tekst forholdet E-dur/C-dur, men det skal nævnes, at i alle datidige afskrifter er toccataen noteret i soprannøgle. En datering til 'før 1708' foreslås, men mon ikke vi tør sige 1706? Dette værk - en eksakt model af Buxtehudes 5-delte 'Präludium pedaliter' - spiller Ramsing med den nerve og flænsende urolighed, musikken lægger op til. I en privat korrespondance siger han om fugaen: Ligeledes ville jeg i koncertsituationen spille E-dur fugaen uden 16' i ped. Men på cd bliver det nu så fersk. Den er jo ikke et lille "Buxtehude-mellemspil". Første fuga hvirvler klart og gennemsigtigt af sted, og man undgår enhver fornemmelse af langstrakthed, hvorimod sidste fuga mejsles i granit. Vi er ikke langt fra Lübecks ditto i E-dur!

Sandsynligvis arvede Joh. Christian BWV 566. På et par afskrifter anes: 'Christel', hans moders øgenavn til sønnen. Det var i sin tid "die Bachgesellschaft", der indførte titlen 'Toccata'; samtlige kilder bruger dog overskriften 'Präludium et Fuga' eller varianter heraf!

Og så til den "epidemiske" Toccata og fuga i d-mol, BWV 565, vel Bachs kendteste orgelværk i det hele taget. Det har i årevis haft fast stadeplads på enhver lp/cd, og Peter Wang kravler ikke uden om de sidste års turbulens vedrørende BWV 565's ægthed og faderskab! Orgelverdenen gik i 1995 i chok og måtte på stesolid, da Rolf Dietrich Claus i en publikation satte spørgsmålstegn ved autenticiteten (egt. på baggrund af en artikel af Peter Williams i 'Early Music' 1981). En uddybning af hans 11 hovedangreb er ikke anliggendet i denne sammenhæng, men kort fortalt pegede han på forhold som: den unisone begyndelse, stereotype gentagelser, for enkel treklangsharmonik, fugaens mangel på leddelt eksposition og gennemføring, for lange stræk af enstemmighed, forældede slutkadencer, store Cis i t. 2 fandtes ikke på orgler o. 1705 osv.). Men befriet kom vi ud af koma, da prof. Christoph Wolff i 2000 på det internationale symposium i Lübeck: (Bach, Lübeck und die norddeutsche Musiktradition) i 5 punkter gendrev Claus's teser.

BWV 565 er konciperet som et ´paradestykke', der med sin 'udadvendte' virkning skulle gøre indtryk f.eks. på menighedsrådet ved prøvespillet i Arnstadt? Wang daterer værket til o. 1708, men da det lægger sig stærkt op ad Capriccioen i B-dur (BWV 992) og Præludium i g (BWV 535a), tør vi nok sige allerede 1704. Kun 5 afskrifter er overleveret, hvoraf det ældste er i Kellner-eleven Johannes Ringks hånd fra o. 1730. (Han var da kun 13 år gammel!). Det er betitlet Toccata con Fuga Pedaliter ex d# (sic!) i dorisk notation og med soprannøgle. Det har en del tempobetegnelser, men ingen manualfordeling. Jens Ramsings løsninger er her logiske og velovervejede, og han tøjler på sit orgel Bachs ungdommelige overmod, hvis energiudladninger her gnistrer og lyner. Det fugale afsnit fyres af i et ganske hurtigt tempo. Det virker nok i Vordingborg kirkes ikke overakustiske rum uden sejlende efterklang! Med et blik på samtidens komponister afrundede Christoph Wolff sit foredrag således: Wer denn - ausser Bach - könnte das Stück verfasst haben? Kein anderer als der jugendliche Bach! Den køber vi gerne.

De resterende toccataer blev født i 'Himmelsburg', slotskirken i Weimar, og skal selvfølgelig forstås på baggrund af Bachs møde med samtidens italienske instrumentalmusik omkring 1713.

I Toccata og fuga i F-dur (BWV 540) er jo netop toccataen præget af stilens motoriske impuls og passageværk. Det melodiske materiale har tydelige forbilleder hos Vivaldi. Som Wang anfører i de grundige noter foreligger BWV 540 i 15 afskrifter, hvoraf den tidligste er af J.T. Krebs, og brugen af soprannøgle daterer det til før 1723, mens stilen peger på Weimar 1712-17. Men da en datering af orgelværker udover håndskrift, stil og vandmærker også inkluderer pedalomfang, er det fristende at spørge, om BWV 540 er skrevet med henblik på Förner-slotsorglet i Weissenfels, der usædvanligt havde pedal til f 1. (Bach var en god ven af hertug Christian og koncerterede dér i forbindelse med hans fødselsdag i 1712!). Endvidere minder kommentaren om, at toccataen og fugaen er et senere par, koblet sammen før 1735. Den ældste kilde til fugaen er af thomaneren, Joh. Ludwig Krebs, og kopieret o. 1730, men i soprannøgle og er således et vidnesbyrd om Bachs stiltræk fra Weimar o. 1712. Selv om de store toccataer fra den tid i princippet har ens klanglige grundkarakter giver de samtidig plads for individuelle fortolkningsovervejelser, in casu F-dur toccataens 2 indledende manualkanons over et orgelpunkt.

Jens Ramsing disponerer klogt her og holder fagotten i venteposition til de to pedalsoli, for de indledende orgelpunkter lyder sjældent opløftende med kanonerende 16'-fods rørstemmer. I solopartierne kommer fagotten derimod på arbejde og fortsætter som bund i resten af værket viseligt spillet uden forstyrrende manualskift, for som Ullrich Böhme (organist ved Thomas-kirken i Leipzig) meget fornuftigt udtrykte det ved et mesterkursus sidste år: Registriere nur, was du während des Spiels selbst bewältigen kannst. I stort plenum og majestæt fører Ramsing fugaen til ende som den fornemme apoteose, og vi kan slet ikke følge tidligere tiders bachforskere, når de beskrev dette værk som "grandiose Monotonie" eller "Trockenheit" (Pirro). Der er ikke én node for meget!

Toccata og fuga i d (dorisk), BWV 538 er en nær slægtning til BWV 540. Schmieders og Spittas henlæggelse af dette opus til mesterens leipziger-år holder ikke; toccataen, der ligesom BWV 540 er præget af Bachs forsøg med en 'trio-struktur' og bærer Vivaldis umiskendelige stempel af koncertformens motoriske impuls og kvint-cirkelsekvens, må med sine 16 overleverede afskrifter have været populært. Den tidligste kilde til BWV 538, siger kommentaren, stammer fra senest 1717, for kopien udfærdigede Joh. Gottfried Walther, mens Bach endnu var ansat i Weimar. At Bach tog sine orgelkompositioner med fra Weimar, er 'den doriske' et godt eksempel på, og netop dette værk er enestående, da det hører til de meget få, vi kan knytte en helt bestemt anledning til. Gid vi havde haft lignende oplysninger om de andre!

Peter Wang nævner i den forbindelse Kittel-eleven Michael Gotthard Fischers notits på sin afskrift: bey der Probe der grossen Orgel in Cassel von S. Bach gespielt. Der hentydes til Bachs prøvespil d. 22. sept. 1732 af Becker-orglet (III/33) i Martini-Kirche, og det er fristende at supplere med Constantin Bellermanns (gymnasierektor i Minden) vidnesbyrd i en artikel i et skoleblad (1743), hvor han omtaler: das musikalische Wunder in Leipzig ... wenn er in Stimmung ist, spielt er allein mit den Füssen – wobei die Finger entweder gar nichts oder neue Stimmen hinzufügen – so wunderbar erregend und schnell mehrstimmig-harmonisch auf der orgel, dass es ihm andere auch mit den Fingern nicht nachtun können. Han beskriver videre, hvorledes arveprinsen af Hessen-Kassel, der var til stede, trak en ædelstensbelagt ring af fingeren og skænkede den til Bach, da han så, hvordan hans fødder fløj som vinger over pedalet, og det klang som torden og lyn ...wenn schon Bachs Fussfertigkeit ein solches Geschenk verdiente, was hätte ihm der Prinz geben müssen, wenn er noch die Hände dazugenommen hätte!

BWV 538 kræver også organistens overvejelser. Egentlig er det jo også et plenum-stykke, men da vi jo her har Bachs egenhændige anvisninger på fordeling af manualer (Oberwerk/Positiv) må disse - jævnbyrdige i styrke men med klangvariation - tilpasses en gennemgående pedal. Efter cd'ens 3 'pleno-numre' vælger Jens Ramsing noget andet. Han forklarer det således: Jeg valgte koncertsituationens naturlige pleno bortset fra den doriske toccata. Jeg ved godt, at nogle mener, at den også bør registreres pleno (og spilles i overensstemmelse hermed). Men det er nu så velgørende - på cd'en – med et " hvilepunkt" sådan rent lydstyrkemæssigt. Den køber denne signatur, for Ramsing holder med en lidt bredere labialklang (OV) og en lysere (Pos) et flot motorisk 'drive' uden rør i pedalet. Til gengæld får stile-antico fugaen noget at leve af. Havde orglet haft en 16' i HV, var den nok også trukket. Denne fuga, der måske hører til blandt Bachs sværeste at lytte til - den er vel at sammenligne med et kontrapunktisk studie i Kunst der Fuge-genren -, spiller Ramsing i én stor, men distinkt bue uden unødvendige klanglige skift. Her afhænger meget af rummet og tålelige registre! (En bibemærkning: BWV 538 kaldes 'den doriske'; vil man lade denne ikke autentiske titel gælde, burde man som konsekvens også anvende den om BWV 565!)

Til sidst Bachs gladeste orgelværk Toccata, adagio og fuga i C-dur, BWV 564. Scene og kulisser er de samme: Weimar 1708-12, (Kellners tidlige kopi fra Leipzig-årene er stadig i soprannøgle) og Wang stiller spørgsmålstegn ved formodningen om, at dette værks tre satser skulle være en art "sammenbragte børn" grundet manglende dokumentarisk belæg. Netop! Når Bach jo nu på dette tidspunkt øjensynligt eksperimenterer med den italienske koncertform. Vivaldi kommer først stærkt på banen o. 1713, og de harmonisk dristige 9 takter, der afrunder adagioen peger da også mere på f.eks. Corelli/Albinoni. Toccataen, hvis melodiske materiale ikke knytter til hos Vivaldi, er i nær familie med Pièce d'Orgue (BWV 572) og D-dur Præludiet (BWV 532).

Jens Ramsing spiller indledningen tryllebindende som perler på en snor og pedalsoloen som en berusende klangfest. Adagioens solostemme føres over som eneste register i en bred næsten elegisk afslutning på adagioen - Gud ske lov ikke noget forte her! Og i et fuldfedt plenum hvirvler den dansante fuga af sted. Jens Ramsing træder speederen helt i bund, så man undres på, om han kan holde det tempo. Men det sker. Fraseringen er måske mere legato og tæt, end undertegnede før har hørt det, men det ødelægger ikke indtrykket. Og som det er tilfældet i mange Weimarkantater, slutter også denne fuga kort, abrupt og stille som sand, der løber ud mellem fingrene. Hvordan alt dette har lydt med Bach selv ved orglet, undersøges stadig af barokkens arkæologer, men vi nøjes med at takke Vor Herre, fordi han satte lyssætning og projektører på dette geniale fænomen først i 1700-årene.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.