Årskursus 5.-7. maj 2014 i Maribo

Af Poul Skjølstrup Larsen, Bente Hogrefe Nielsen, Karin Schmidt Andersen (DOKS stævneudvalg 2014)

Her i vinterens mørke og kulde er det godt at se frem mod foråret. Når skoven står grøn og de lyse nætter begynder, vil DOKS-organister fra alle egne af landet samles til årskursus for at hente ny viden og inspiration.

Hotel Maribo Soepark
Årskurset 2014 finder sted i domkirkebyen Maribo. Fra hovedkvarteret på Hotel Maribo Søpark, smukt beliggende ved Maribo Sø, vil der være en fin spadseretur i de skønneste omgivelser til domkirken.

Maribo Domkirke, grundlagt af munke fra Vadstena i 1416 som birgittinsk klosterkirke, er et af landets prægtigste kirkerum, og nu ikke mindre interessant med sine to orgler. Carsten Lund, der stod for en stor ombygning af det romantiske hovedorgel i 2002, har også leveret et 19 stemmers kororgel, indviet i november 2013.

Orglerne kan naturligvis høres ved gudstjenesten, hvor domprovst Ole Opstrup prædiker og domorganist Hans Jørgen Østergaard står for musikken, og orgelkoncerten mandag aften, hvor de to orgelprofessorer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Bine Bryndorf og Hans Davidsson vil duellere, bliver noget ud over det sædvanlige.

Koehne-orgel

Også to orgler, men dog kun én organist, er i spil ved koncerten i Sakskøbing Kirke, hvor stedets organist Flemming Chr. Hansen har tilrettelagt et program hvor så vel det digitale Allen-orgel som det nyrestaurerede Köhne-orgel fra 1866 vil vise deres muligheder. På programmet er værker af Tournemire, de Grigny og Mendelssohn. En af det digitale orgels mange finesser er, at temperatur og intonation kan ændres og tilpasses den stilart man spiller i, men hvordan virker det i praksis? Her bliver der sikkert anledning til en eller flere meningsudvekslinger.

Peter Vuust

Foruden den klingende musik vil forholdet mellem hjerne, krop og musik blive behandlet i et foredrag ved jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust. Dette vil bidrage med nye indfaldsvinkler på emner som: god og dårlig musik, forholdet mellem lyd og følelser og hvorfor nogle kan lide én slags musik og andre en anden?

Forhåbentlig rejser det en god debat og fremmer samtalen over frokostbordet, så talelysten er helt i top når generalforsamlingen åbnes tirsdag eftermiddag.

Onsdag formiddag vil man kunne vælge mellem to workshops på det smukke og historiske gods Pederstrup, der foruden at rumme Reventlow-museet også huser det ældste danskbyggede cembalo bygget af M.G. Moshack i 1770.

Cembalobygger Erik Kristiansen vil med udgangspunkt i dette instrument og i andre fra sin egen samling tage deltagerne med i instrumentmagerens værksted og delagtiggøre dem i hemmeligheden bag det, der får et cembalo til at klinge smukt og syngende. Erik Kristiansens faglige og håndværksmæssige kunnen er højt værdsat og fra værkstedet på Falster udfører han reparationer og bygger nye instrumenter efter historiske forbilleder.

cembalo top

Cembalist Ketil Haugsand, nys tiltrådt lektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, vil demonstrere de forskellige instrumenter. Ketil Haugsand studerede efter sin debut i Norge hos Gustav Leonhardt i Amsterdam og regnes i dag som en af Europas førende cembalister med en karriere der indbefatter koncertvirksomhed og undervisning ved masterclasses i bl.a. Europa, Asien, USA og Japan, professorater i Oslo og ved ”Hochschule für Musik” i Køln og talrige cd-indspilninger.

I denne workshop vil der være meget at hente for alle der interesser sig for historisk musik og opførelsespraksis.

Eller man kan vælge at deltage i en workshop med sangeren Ulla Munch. Her tages udgangspunkt i en anden af organistfagets udfordringer: vokalmusikken. Som akkompagnatør, instruktør og dirigent er arbejdet med sangere en del af dagligdagen. Nogle kolleger har professionelt uddannede korsangere, andre arbejder mest med amatørsangere, men alle har prøvet i koncertsammenhænge at samarbejde med professionelle sangsolister. Ulla Munch, der er en meget erfaren sanger fra bl.a. DRVokalensemblet, vil med udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer fortælle om samarbejdet set fra sangerens vinkel, som oratoriesanger og i kammermusikalske sammenhænge. Forskellene på at instruere amatørkorsangere og at samarbejde med professionelle sangsolister vil blive berørt. Hvad kan man bede en professionel sanger om, og hvad skal man ikke sige. Ulla Munch lover at alle drager hjem med nogle brugbare redskaber og vigtige råd i bagagen.


Årskurset rundes af med en koncert, hvor Ketil Haugsand medvirker som solist og kammermusiker i samspil med Ulla Munch, Lene Langballe og Mogens Rasmussen.
Nogle vil måske undre sig over at den efterhånden legendariske ”Bjørnetime” ikke er nævnt, men den er naturligvis også med i år og indleder stævnet. Sekretariatsleder Bjørn Arberg, der om nogen har fingeren på pulsen og ved, hvad der optager DOKS-organister i den praktiske dagligdag, vil her give vigtig og nyttig information til medlemmerne.


Sidst, men ikke mindst skal nævnes at DOKS årskursus får besøg af ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen med sidste nyt fra ministeriet, hvor bl.a. ny styringsstruktur, kirkelukninger og arbejdsmiljø har været på dagsordenen i det forgangne år.

Årskurset er en oplagt mulighed for alle DOKS-organister til at slippe tasterne og drage hjemmefra et par dage for at møde kolleger, gamle bekendte og skabe nye kontakter. Det er her man kan møde bestyrelsen og sekretariatet formelt og uformelt, stille spørgsmål og ytre sin mening. Det er her man kan få musikalsk inspiration og ny faglig viden, så man drager hjem med fornyet energi og glæde over at være organist.
Prisen er i lighed med de senere år kr. 4.300.

Vel mødt i Maribo!

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.