Anmeldelser

Carillon de Westervig som norsk-latino folkedans

Af Ian Heilmann

thumb_Forside_Eftestoel_001Sverre Eftestøl: "KLOKKERNE I VESTERVIG" - for orgel

Edition Wilhelm Hansen, WH 31496 2012

Thy, Vendsyssel og omegn udråbes ofte som dansk ud- og vandkant, men set i et mere skandinavisk perspektiv har landsdelene en noget mere central status, med bekvemme forbindelser til Sverige i øst og Norge i nord - en position, der også smitter af i kulturel henseende. De nære bånd til Norddanmark har uden tvivl også påvirket den sydnorske komponist, pianist og organist Sverre Eftestøl, født i Kristiansand i 1952 og opvokset i Kvinesdal i Vest-Agder, mellem Kristiansand og Stavanger. Efter uddannelsesår i Oslo, Salzburg og andre steder virker Eftestøl atter med basis i Kvinesdal, som musikskoleleder og organist og som overordentlig frodig komponist i en lang række genrer.

Folketone er et gennemgående musikalsk brændstof hos Eftestøl, og ikke kun den hjemlige, men også alt godt fra det store udland. Eksempelvis er det således norsk i hovedværket for orgel "Syv allegoriske billeder over den norske folketone Kling no klokka", skrevet til og indspillet af Christopher Herrick i hans kanoniske serie "Organ Fireworks", det er irsk i variationerne over en jig i "The Yarmouth Belle" og nærmest sydamerikansk i scherzoen fra "Toner i akvarell, 2".

I flere omgange har Eftestøl taget turen over Skagerak og videre til Vestervig på studieophold, hvor både den store kirke, det vide landskab og havet mod vest har inspireret ham. "Klokkerne i Vestervig" er skrevet på bestilling for klokkespil og orgel og blev uropført af Peter Langberg og Ivar Mæland i forbindelse med genindvielsen af orglet i Vestervig kirke den 27. februar 2011.

Imidlertid er besætningen orgel og mobilt klokkespil mildest talt vanskelig at realisere, og Eftestøl har da også hurtigt transskriberet værket til orgel solo, en version som blev uropført af Flemming Dreisig den 10. marts i år i Københavns Domkirke.

Af værkets tre satser er ydersatserne udadvendte og livlige og den midterste langsom - hvad der tilsammen giver en harmonisk storform.

I. sats har udtalt præg af folkedans, idet musikken er struktureret i afsnit af otte takter (ca.), enten som menuet eller hurtigere 3/4-takt. Der veksles mellem afsnit af tungt klokkeklingende arpeggio-figurer, afsnit af bastant træskodans i kvintskridtssekvenser og afsnit af alfelette valsetrin i spæde klange.

II. sats er en elegi i Grave-tempo og bærer overskriften Homage to Magne. Over en tyst og stillestående basgang høres melankolsk faldende figurer i forskellige solo-registreringer, fabulerende og drømmende, med en nationalromantisk tone, som kan lede tanken hen på andensatsen i Griegs klaverkoncert. Satsen hendør i pianissimo med et enkelt tyst sølvklokkeslag ledsaget af cymbelstjerne, hvis muligt. (Komponisten oplyser, at Magne var hans nu gennem mange år afdøde 19 år ældre halvbror).

III. sats er i ABA-form: A-stykket er en fyrig toccata i 7/8-takt for fuld gas, bimlende og kimende over tung klokkeringning i pedalet. B-stykkets trio opretholder den inciterende taktart med forslagsbetoninger på 4-slaget, så det nærmest føles som om vi var til karnevalsoptog i Rio med vrikkende hofter og vajende fjerboaer. Satsen slutter af med en opadgående cluster-kaskade og slutakkorder på orglets fulde klang (pas på ørerne!).

Noden fra EWH er i dejligt stort format, med et smukt nodebillede og med bladvendevenlig spiralryg, og kun et par mindre fejl har sneget sig ind i teksten: I I. sats, takt 79 på side 3 mangler et pp (echo), analogt med takt 55. I II. sats, takt 15, på side 5 skal ff sløjfes.

Sverre Eftestøl falder vel nok noget uden for kategori blandt nutidige komponister, hvis man da ikke vil forsøge at karakterisere ham som en slags neo-nationalromantiker med afsæt i dansant verdensfolkemusik. Generationer tilbage er hans slægt præget af fylkets folkemusik og billedkunst; hans far var både folkemusiker og kirkesanger, og denne lykkelige kombination befordrer Sverre Eftestøl videre, når han erklærer: "Jeg har en drøm og et ønske om, at min musik kan være med til at åbne døren ind til en inkluderende, rummelig og imødekommende kirke. Men også en kirke, der varetager det æstetiske og kunstneriske". Det er symptomatisk, at Eftestøl i forordet til sine orgelnoder ofte eksplicit anfører, at musikken kan bruges både i liturgisk sammenhæng eller til koncert.

Sverre Eftestøls orgelmusik er befriende umiddelbar og livsbekræftende, til tider sprudlende, pianistisk og humoristisk, og den ligger rigtig godt for hænder og fødder. Den har en smittende evne til at gå i folk med træsko på, selv også hos dem, som ellers måtte mene, at det er orgelmusikken, der bærer en stor del af skylden for de mange tomme kirkebænke rundt omkring. Vi venter med glæde og forventning på nye boblende udbrud fra stads- folke- og kirkemusikeren i Kvinesdal!

"I lyst og nød" – nye toner til nye tider

Af Eva Maria Jensen

thumb_Forside_i_lyst_og_noedMichael Nielsen (red.): I lyst og nød. Tolv salmer og tolv taler til vielse og velsignelse. 72 sider. Religionspædagogisk Forlag. Kr. 175,-.

"I lyst og nød" – 12 salmer og 12 taler til vielse og velsignelse", en samling redigeret af Michael Nielsen og udgivet af Religionspædagogisk Forlag, skulle – efter bagsideteksten at dømme – dække det nye behov, "som autorisation af ritual for vielse og velsignelse af par af samme køn" har skabt.

En ny situation, som salmedigtere, præster og komponister har følt som en udfordring. Et prisværdigt initiativ har altså affødt det nye salmehefte, med lidt forvirrende forsidedesign. På en lyserød baggrund ses et hjerte tegnet med blæk, hvor blækket er løbet over og løbet ned ad væggen. Umiddelbart ser det ud som et blødende hjerte, og værre bliver det, når samme hjerte gengives rundt om i bogen i sort på hvid baggrund. Personligt tolkede jeg denne tegning mere som tegn på sorg, end på glæde.

Men lad os ikke blive forudindtaget af den grund. Det er en festlig anledning, der har affødt publikationen – et bryllup eller en velsignelse af ægteskabet. En glædelig og festlig anledning, der ikke i forvejen er blevet forkælet med alt for mange salmer i vores salmebog. Så kan man kun hilse de nye salmer velkommen.

Med nysgerrighed åbnede jeg derfor bogen og begyndte straks at lede efter de salmer, som skulle rette sig direkte efter den nye kirkelige virkelighed – vielse af de homoseksuelle. Og jeg blev straks skuffet – ingen af de præsenterede tekster syntes at tale direkte om dette emne. Kun en af dem havde måske et anstrøg af problematikken, dog hjalp her en overskrift til den rette læsning. Den fortalte, at salmen var skrevet til Simon og Brunos bryllup. Salmen hedder "I dag" og er skrevet af Jens Rosendal. Her kan man f.eks. læse i vers fire: "og det som du skjulte skal blomstre og lyse og dagen er nær, for det du forrådte og det du forviste er kærlighed værd". Det er en smuk salme med originale versemål, en salme fyldt med glæde. Og den enkle melodi af Rasmus Skov Borring klæder teksten godt.

Nye salmer kan bedømmes på forskellige måder: man kan se på teksterne alene, eller udelukkende på melodierne, men det helt rette er jo nok at se på tekst og melodi sammen, som en helhed. Men man kan også gå pragmatisk til værks: hvilke salmer kunne umiddelbart synges af menigheden. Og her ville det være bedst med en salme, hvis melodi er så enkel, at alle kan synge med på den efter et par vers. Her vil jeg – ud fra devisen: "hvad ville jeg vælge til mit eget bryllup" – kåre en vinder: "Glæden ved at dele livet", med tekst af Michael Nielsen og melodi af Kristian la Cour. Det er en melodi, som de fleste vil nynne med på i vers to, og hvor alle ville være med fra vers tre.

På andenpladsen vil jeg sætte "Du siger det med blomster" af Hans Anker Jørgensen med melodi af Caroline Borello Lerche. Her vil man måske vente med at nynne til vers tre, men – da salmen er længere med sine syv vers – vil man helt sikkert være med på den til sidst.

Skulle jeg kåre andre gode melodier, så vil Aksel Krogslund Olesens "At elske er at slippe" nok også komme med. Her er dog teksten lidt tung og kryptisk. Blandt gode tekster (som måske kunne fortjene bedre melodier) vil jeg placere Simon Grotrians "Jeg gav dig min ring", Sten Kaaløs "Kærlighedens Gud i himlen!" og Iben Krogsdals "Tænk, vi kan elske!"

En gammel sag, Hans Anker Jørgensens "Midt i et koldt og mørkt univers" har nu fået en fin melodi af Erling Lindgren, men mon ikke den oprindelige melodi af Kim Larsen har bidt sig så stærkt på denne salme, at det vil være svært at lancere den nye melodi.

Det er værd at understrege, at alle de 12 salmer er tilpas "kønsneutrale" at de kan synges ved alle bryllupper, uanset brudeparrets sammensætning.

Bogen indeholder også 12 bryllupstaler, og det er en ret tung læsning. Bryllupstaler er jo lejlighedstaler og fungerer bedst ved selve lejligheden. Dog tænkte jeg flere gange: hvorfor skal talerne være så "skrevne", som de er. Hvorfor hører man ikke den direkte tale i dem, hvor er retorikkens kunst henne, hvorfor er der ikke flere billeder, flere korte sætninger, flere gentagelser?

Men det er måske et spørgsmål man kan stille til alle prædikener. Og det er nok hverken tid eller sted til at gøre her.

Til sidst et lille hjertesuk.

Nu bestræber man sig på at være så politisk korrekte som muligt i valget af ord, der bruges. Men hvad med kønsfordeling i forhold til forfattere og komponister? Den er jo stadigvæk ret skæv. Kun fire ud af de tolv taler, fire ud af de tolv salmetekster, og kun en af de tolv melodier er skrevet af kvinder. Hvorfor er det sådan? Er kvinder mindre produktive? Er de mere beskedne? Eller kommer de ikke i nærheden af folk, der står for udgivelserne? Det er ret tankevækkende i disse politisk korrekte tider.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.