Anmeldelser

Nyt fra forlaget Mixtur

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Jesper Topp: 15 orgelkoraler

Lasse Toft Eriksen: Messe for trompet og orgel

Forlaget Mixturs udgivelser er altid indbydende og smukt designede. De er appetitlige, og man får lyst til at give sig i kast med musikken med det samme. Nodetrykket er klart og letlæseligt, og en hurtig gennembladring giver som regel et umiddelbart indtryk af musik, det absolut er værd at bruge tid på. Det gælder naturligvis også for de to bind, som er emnet i denne sammenhæng: Lasse Toft Eriksens "Messe for trompet og orgel" samt Jesper Topps "15 Orgelkoraler".

thumb_ForsideLasseToftEriksenEriksen er uddannet komponist, og det mærker man. Hans Messe er skrevet som hyldest til Vagn Holmboe i anledning af komponistens hundrede års fødselsdag i 2009. Opgaven var, at værket på den ene eller anden måde skulle referere til Holmboe, og Eriksen fortæller i forordet, at han har arbejdet med en række figurer og musikalske former som han fandt typiske for Holmboe. Heriblandt en hoppende basfigur, tonegentagelser, gruppetriller og metamorfoseprincipper.

Jeg kan ganske vist ikke genkalde mig hoppende basfigurer i Holmboes musik – tænker Eriksen mon på ostinatet fra ydersatserne af 8. Symfoni? -, men ikke desto mindre er projektet så absolut lykkedes.

Eriksen har angiveligt valgt at komponere "tekstnært" med små citater placeret ved skiftende formdele og har derfor – fornuftigt nok – fravalgt den teksttunge Credo-sats og i stedet tilføjet en jublende "Ite Missa Est" sats som afslutning. Det giver følgende seks satser:

Kyrie – Gloria – Sanctus – Benedictus - Agnus Dei - Ite Missa Est

Kyrie er for solotrompet, og det står som en yderst vellykket Holmboe-parafrase, hvor tre markante Holmboe-ideer, - lang tone sat an af en sekstendedels optakt, tonerepetitioner og en arabeskagtig melodik – veksler mellem hinanden med den lange tone som ubevægeligt motto, mens arabeskerne vokser og varieres. En abrupt midterdel angiver Christe-leddet som naturligvis ender tilbage i et varieret Kyrie. Meget effektfuldt.

I Gloria jubler orglets bas med den hoppende bevægelse, som i Eriksens hoved har med Holmboe at gøre. Og hænderne supplerer med en typisk Holmboesk harmonik. Og ligesom i Kyriet er musikken også her klart disponeret. Ud af orgeludbruddet dukker på raffineret vis trompeten op med en solistisk frase, der fører tilbage til næste udbrud. Satsen er den længste af dem alle og veksler mellem tre meget forskellige formdele, angiveligt relateret til den bagvedliggende tekst.

Sanctus er for orgel solo. En stille indadvendt sats, der på forskellig vis bringer tankerne hen på II og IV sats af Holmboes orgelværk Contrasti.

I Benedictus er trompeten med igen i en meget virkningsfuld sats, hvor de to instrumenter er rytmisk differentieret i forhold til hinanden. Trompeten bevæger sig i gentagne (insisterende eller påkaldende?) faldende ottendedelsbevægelser, mens orglet bryder ud i små enklaver af sekstendedelsfigurer ikke ulig hvad man typisk ville kunne finde i en sidste sats af en Holmboe strygekvartet.

Agnus Dei er igen for orgel solo. En smukt formet melodistemme med referencer til gregoriansk sang (som Kayser kunne have lavet den) føres over en typisk Holmboe-harmonik. Det er i mine ører værkets smukkeste sats.

Men ak, sådan skulle det ikke slutte. Ite Missa Est: Der skal være fest. Og det på den måde som mange danske organist-komponister synes at have en særlig forkærlighed for, med treklange kastet virtuost (?) rundt på instrumentets tastaturer som æbler der falder ned (og op!) ad trapperne. Tralulalej.

Dog kan jeg, selv med opbydelsen af al den modvilje som satstypen indgyder mig, stadig ikke sige andet end at også det er vældig godt skrevet.

Tilbage står et velfungerende værk, der på trods af sine bevidste og dygtigt hørte Holmboe-alluderinger ikke er endt som epigoneri. Det er tydeligvis en helt anden komponist, der har formet dette værk. Og det er en komponist jeg vil glæde mig til at høre mere fra. Indtil videre vil jeg fornøje mig med at bruge de rene orgelsatser Sanctus og Agnus Dei som præ- og postludier ved højmessen ved først kommende lejlighed.

Jesper Topp er ikke uddannet komponist. Og at det også kan mærkes, vender vi tilbage til.

thumb_ForsideJesperToppMan kommer stilistisk vidt omkring i de 15 koraler. Nogle er ganske korte, nærmest som salmeforspil mens andre udfolder sig som små - og endda ikke så små - kompositioner. De er skrevet over melodier til tekster af salmedigterne Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, og Topp foreslår selv, at man f.eks. stykker de Kingo-relaterede eller Brorson-relaterede satser sammen til små koncertsuiter. Satsernes længde og udformning kunne lægge op til det; men jeg ville nok ikke gøre det. I mine ører er dette primært brugsmusik. Satserne er enkle og overkommelige og – særlig de korte - vil kunne fungere i gudstjenestesammenhæng. Som koncertmusik kommer musikken derimod til kort.

Dette er ikke fordi Topp mangler gode ideer.

Hans komposition over Carl Nielsens smukke melodi Min Jesus, lad mit hjerte få er fabulerende i et uhyre præcist ramt nielsensk univers med hornkvinter, parallelle tertser og en kromatisk farvet diatonik hvorimellem bassen spiller melodiens strofer. Meget smukt. Også hans bearbejdning af Gades melodi til Op! thi dagen nu frembryder samt Weyses Bliv hos os, når dagen hælder er begge vellykkede. Tonesproget er romantisk, passende til melodien, og satshåndværket er i orden. Der er sammenhæng i tingene, form og indhold går op.

Det gælder bare ikke for de øvrige satser. Særligt tydeligt er det i de lange satser, der synes at skulle stå som kompositioner, men som ikke helt har den indre sammenhængskraft, konsekvens og homogenitet som jeg synes kræves, for at en længere komposition er vellykket.

Og det er ærgerligt, for de begynder ofte rigtigt lovende. Tag f.eks. satsen til Lovsynger Herren, som Topp sætter an som en parafrase af den (af en eller anden grund) så elskede Toccata af Widor. En fantastisk ide. Eller det rum af fransk Langlais-relateret mystik med hvilken Nu rinder solen op indledes. Eller de ni indledende takters inciterende smukke duospil i Her vil ties, for ikke at tale om det suggererende ottendedelsostinat, der indleder Sorrig og glæde!

For alle disse inspirerede tiltag gælder det desværre, at komponisten i længden ikke kan holde dampen oppe. Når melodien sætter ind i Her vil ties er det slut med skønheden, den fantastiske Lovsynger herren kollapser i tostemmighed og oktavparalleller, ostinatideen i Sorrig og glæde skamrides uden rigtigt at gøre gavn indtil den toner ud i en – i mine ører – tam og ligegyldig kontrastdel.

Det er alt sammen så ærgerligt, for det kunne have været så godt. Som jeg ser det mangler Jesper Topp ganske enkelt det kompositoriske håndværk, der skal til for at komme helskindet fra idé til værk. Det kunne være til glæde for alle, om han opsøgte det.

Så vil jeg se frem til en ny samling fra hans hånd.

 

Velformede orgelkoraler - men hvorfor ikke lidt mere jazzinspiration?

Af Niels Henrik Jessen

Karsten Houmark: 9 orgelkoraler. Forlaget Partitur

thumb_ForsideHoumarkDer er rigtig mange danske komponister der udgiver koralbearbejdelser i disse år, og det er dejligt og yderst inspirerende i arbejdet med gudstjenester og koncerter. Flere har udgivet mange hefter og man kender efterhånden deres stil, og det er bestemt ikke at foragte. Men det er rigtig spændende, når der dukker nye og uprøvede komponister op. Man spørger altid sig selv: Hvad er nu det her for noget? Skal vi se noget helt nyt og originalt eller ligner det alt muligt andet? I dette tilfælde kan man svare både ja og nej.

Karsten Houmark er et kendt navn på jazzscenen både som komponist og udøvende guitarist, har spillet med mange kendte musikere og udgivet flere cd'er. Han er også uddannet organist, og i 2010 begyndte han at komponere orgelkoraler. Han valgte bl.a. melodier, som han syntes der manglede kompositioner til, f.eks. flere begravelsessalmer såsom "Altid frejdig" og "Den store mester kommer".

Og så kunne det da være spændende at opleve nogle orgelkoraler med jazzinspiration, for det er ikke noget der findes meget af. I den henseende bliver man desværre lidt skuffet, selv om man godt kan ane jazzharmonik i de absolut velskrevne udgaver af "Du Herre Krist" og "Nu bede vi den Helligånd". Ellers er vi i det klassiske, hvor man mærker både Orgelbüchlein og diverse mindre Regerkoraler spøge i baggrunden. Houmark skriver da også i sin indledning, at han er blevet inspireret "af i forvejen kendte teknikker, hvor det blandt andet har været hensigten at følgede gængse stemmeføringsmæssige regler".

Så man føler sig på ret kendt grund i indstuderingen af koralerne, og alligevel bliver man til stadighed glædelig overrasket, fordi de ofte lige går en lidt anderledes vej end forventet og udfordrer. Og deri ligger vel en af fornøjelserne af at indstudere ny musik. Melodierne er nemme at følge for publikum, da de oftest bringes i deres helhed i en af stemmerne og koralerne klinger i det hele taget godt og ligger fint for fingrene.

Så alt i alt er det en positiv oplevelse at lære disse orgelkoraler at kende, men derfor kunne man godt i en evt. ny udgivelse ønske sig lidt mere eksperimenteren med stilarterne og meget gerne lidt mere jazzinspiration, når det nu er en jazzmusiker som er komponisten.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.