Om »MESSIS« - i anledning af den nye trykte udgave af hele værket

Hvis man i de senere år har været tilknyttet konservatorier eller kirkemusikskoler her i landet - fx som lærer eller censor - har man haft lejlighed til at bemærke en praksis blandt de studerende, når de skal spille et orgelværk af Buxtehude eller hvilken komponist, der ellers kunne være tale om: De medbringer sjældent noder - oftest kun nogle fotokopier (som de tilmed har problemer med at få til at stå, så de kan spille efter dem) - eller de kommer med noder, som de har lånt på et bibliotek. Der er ikke noget at sige til, at trykte noder efterhånden er blevet, hvad nok de fleste af os vil betegne som: urimeligt bekostelige! Måske er ovennævnte praksis ikke den eneste årsag til, at trykte noder er dyre, men at der er en sammenhæng, må være hævet over enhver tvivl.

Selvom noder således er dyre, er der alligevel grund til at være glad og taknemmelig, når en komposition for orgel udkommer på tryk. Og vi, der er fascineret af Rued Langgaards musik, bliver ligefrem begejstrede, når vi konstaterer, at det drejer sig om hans store orgelværk MESSIS.

Vi er nogle, der i mange år har spillet efter fotokopier af Langgaards absolut ikke læsevenlige manuskript - (her var fotokopier den eneste mulighed!) - eller egne afskrifter, og hvor det spørgsmål uafladeligt meldte sig, om man nu også havde skrevet rigtigt af - eller en indre stemme sagde: “Jamen, det kan Rued da ikke have ment!”

For dem, der kunne have lyst til at gå i gang med at spille dette store værk (eller noget af det), er det fremtidige arbejde blevet gjort mange gange lettere med den nye publikation - - - jeg skal undlade at forsøge at udmale de trængsler, en orgelspiller måtte gennemgå, når vedkommende hidtil har ønsket at spille MESSIS!

Rued Langgaards MESSIS, som er et orgeldrama i Tre Aftener, er hermed for første gang trykt i sin helhed. Efter komponistens død i 1952 var der stille omkring hans navn, men hans velmenende enke Constance arbejdede med at renskrive nogle af hans værker. Resultatet af dette blev blandt andet, at 1. Aften af MESSIS allerede i 1954 udkom på Skandinavisk Musikforlag. Den bærer (også) titlen MESSIS - og består af 1. Anskriget, 2. Vaager, 3. Høstens Tid, 4. Korsfæstelsen. - Forlægget til denne udgave var som nævnt en afskrift foretaget af Constance, men udgaven er desværre behæftet med mange unøjagtigheder og fejl - og har nok ikke inspireret mange orgelspillere til at gå i gang med værket.

Den nye udgave
MESSIS er nu udkommet i tre bind. De er i tværformat, 40 x 30 cm, altså noget større end A4-format - og med det sædvanlige blå Wilhelm Hansen-omslag.

Slår man op i det første bind, ser man på titelsiden: “MESSIS. Orgeldrama i Tre Aftener”, så følger forlagsoplysninger, indholdsfortegnelse og et første forord af Bendt Viinholt Nielsen med mange relevante oplysninger. Herefter kommer det andet forord, som er skrevet af redaktøren af udgaven, Flemming Friis - og efter en side med bl.a. biografiske oplysninger og publikationer omkring Langgaard, følger så selve nodeteksten. Efter denne kommer til sidst kildebeskrivelse, revisionsberetning og trykfejlsliste (denne sidste findes kun i bind 1, vedrører udelukkende dette og omfatter kun få punkter).

De tre bind indeholder naturligvis én “Aften” hver, og de nævnte to forord er trykt i alle tre bind. Næsten al tekst foreligger også på engelsk, og man kan håbe, at dette vil bidrage til værkets internationale udbredelse. Ordet ‘næsten’ hentyder til de bibeltekster, der er skrevet over noderne, som om de skulle synges. Herom senere.

Forord af Bendt Viinholt Nielsen
MESSIS indtager en særlig plads i Rued Langgaards kompositoriske virke - og dette fortæller Bendt Viinholt om i sit forord, ligesom han gør rede for værkets inspiration af bibeltekster - og placerer det i både kulturhistorisk og musikhistorisk sammenhæng. Ud over de mange vedkommende oplysninger om MESSIS, vi får i dette forord, nævner han to interessante forhold:

Det første forekommer i omtalen af 1. Aften: “Anden sats, Vaager, er for de første 38 takters vedkommende lånt fra den svenske komponist Emil Sjögrens PRÆLUDIUM OG FUGA NR. 3 (C-dur) op. posth., udgivet 1920. Langgaard benytter første halvdel af præludiet med få ændringer - med den pointe, at gralsklokkemotivet (bevidst eller ubevidst) parafraseres af Sjögren i de første takter.”

I 1960’erne, da jeg begyndte at interessere mig for Langgaards musik, konstaterede jeg denne besynderlige overensstemmelse mellem de to orgelkompositioner - og den undrede mig meget. Jeg har hørt flere beskylde Langgaard for ‘tyveri’ i den anledning.
Viinholt udtrykker det fint her - med respekt for komponisten. Han bruger ordene: “bevidst eller ubevidst”. Disse ord lader den undren, man ikke kan undgå at fornemme ved dette sted ‘komme den anklagede til gode’! Og når man tænker på Langgaards formidable hukommelse med hensyn til musik, kan man vel forestille sig, at han har nedskrevet disse takter, uden at han gjorde sig klart, hvor de kom fra.

Den anden af de to nævnte ting, Viinholt berører, findes under omtalen af 3. Aften, Begravet i Helvede, hvor han skriver: “Kompositionen er i en fri, næsten improvisatorisk form, der nøje følger beretningens ord og endog (i tredje og fjerde sats) bringer underlagt tekst i orgelsatsen. Denne tekst-i-musikken skal formentlig tolkes motto-agtigt, som en tydeliggørelse af musikkens emotionelle udtryk; der er intet belæg for, at disse tekster skal hverken synges eller reciteres ved opførelse.”
Jeg kan så tilføje, at denne tekst-i-musikken også forekommer i den meget dramatiske sats, som afslutter 1. Aften: Korsfæstelsen - og i andre orgelkompositioner, fx det smukke orgelpræludium Anden Paaskedag, (“Emmaus”), hvor Langgaard under en solostemme har skrevet teksten: “Bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen hælder”.

Jeg er helt enig med Viinholt i, at disse tekster hverken skal synges eller reciteres, men jeg mener dog, at disse tekst-i-musikken-steder er tættere på vokalmusikken, end at dette fænomen blot er en slags fjernt, overordnet motto for musikken, det er mere end som så. Med præludiet til 2. Aften som eneste undtagelse er teksten anbragt på meget sangbare melodier; det er musik med underlagt tekst (selv om teksten er skrevet over noderne), hvor denne tekst er så tæt på at skulle siges eller synges, man kan komme, uden at dette skal realiseres. Her røber MESSIS sin nære tilknytning til det danske sprog:

Det må være af vigtighed, at disse steder spilles med tydelig artikulation og passende vejrtrækninger - som om den spillende direkte ‘synger’ eller ‘siger’, ja ‘deklamerer’ teksten på sit orgel.
Man kan nok tale om en ret ‘tekstnær’ udførelse (fortolkning) af disse afsnit, når den organist, der spiller, har dansk som sit modersmål - eller er hjemme i det danske sprog.
Men ‘hvad man ikke ved, har man ikke ondt af’, siger man jo - og derfor vil den manglende forståelse af den indskrevne tekst nok ikke være en alvorlig hindring for en udenlandsk tilhørers (eller orgelspillers) oplevelse af Langgaards musik. Disse vil nok få udbytte af musikken alligevel - især tilhøreren, som jo ikke ved, at komponisten har skrevet en tekst over noget af musikken.

Redaktørens forord - og nodeteksten
Jeg er overbevist om, at den redaktør, som står for udgivelsen, Flemming Friis, er en af de musikere, der har den klareste fornemmelse for Langgaards tonesprog - herunder det harmoniske element - og derfor er det ikke lykkedes mig at finde steder, hvor man må spørge sig selv, om komponisten virkelig kan have ment det, der står i noderne. Når man selv har spillet en del af Langgaards orgelværker og derfor er blevet tvunget til at dykke ned i hans manuskripter - herunder også noget af MESSIS - er man fuld af beundring over, at der kan bringes så meget orden i det rod, som disse manuskripter tilsyneladende er - og at det kan gøres så kvalificeret, som resultatet viser.

Flemming Friis skriver, at “udgaven fremstår som en spilleudgave” - og at “nodebilledet har gennemgået en betydelig forenkling”. Det kan vi glæde os over! Trykket er let læseligt og opsætningen overskuelig. I revisionsberetningerne i de tre bind oplyses om de rettelser, som redaktøren har foretaget, og disse virker velmotiverede, ja nærmest selvfølgelige. Ud over disse - skriver han - er der “stiltiende rettet en mængde ubetydelige småfejl”. Selvom man fra tidligere tid har nogen mistro til noget sådant (man husker, hvad der for år tilbage gemte sig af subjektive ‘forbedringer’ i tyske udgaver bag ordene, når noget var “stillschweigend verbessert”), er der også på dette punkt tillid til, hvad Flemming Friis har foretaget. Og hvis nogen ikke skulle have denne tillid, eller vil man af andre grunde helt til bunds i MESSIS - skriver han - er der ingen vej uden om Det Kongelige Bibliotek.
Megen kritik har jeg ikke kunnet finde grundlag for. Jeg har ikke sammenlignet den nye udgave med Langgaards manuskript node for node i de to første aftener, men 3. Aften (som jeg selv har skrevet af og spillet) er i hvert fald o.k.
Næsten det eneste, jeg er faldet over, er en manglende fermat i 1. Aften, Høstens Tid, takt 74, pedalet. Den står endda i den kopi af komponistens manuskript, som jeg har. Da der er fermat i manualet, er der imidlertid ingen tvivl, så det er måske lidt dumt at omtale stedet.

Derimod er der som antydet ovenfor problemer med den engelske udgave af bibelteksten over noderne. I slutningen af 1. Aften i den omtalte sats Korsfæstelsen har Langgaard over noderne i begyndelsen skrevet teksten: “Jesus sagde til Kajfas: ‘Fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Haand og komme paa Himmelens Skyer.’” Kigger man i nederste venstre hjørne på samme side, finder man denne tekst på engelsk - og hver gang der i det musikalske forløb kommer et nyt bibeltekst-afsnit over noderne, står den engelske tekst samme sted: Nederst til venstre på siden.
Her mangler oplysning til engelsk-sprogede om, at den foreliggende engelske tekst nederst på siden er en oversættelse af den danske bibeltekst, der står over noderne. Men det bliver værre, når vi kommer til det af Viinholt omtalte sted i 3. Aftens tredje og fjerde sats: Forbarm dig! og Kom i Hu!, for her mangler den engelske tekst helt!

Efterskrift
Selvom dette er en anmeldelse af den nye trykte udgave af MESSIS, kan jeg ikke undlade at blande nogle personlige synspunkter om værket ind. Dels fordi jeg mener, de betyder noget på grund af de orgeler, vi har her i landet, og dels fordi det måske kan hjælpe til, at flere får lyst til at opføre værket - eller dele deraf.
Under omtalen af det som Viinholt kalder tekst-i-musikken, har jeg allerede taget forskud på disse synspunkter. Her kommer så et par ting til:

Som en slags overskrift for udførelsen generelt har Langgaard følgende bemærkning: “MESSIS skal gennemgaaende ikke spilles langsomt, og kun med generalcresc. og en fast registrering. (En speciel ‘Mørkeregistrering’ skal ordnes.)”

Over for denne sætning kan jeg ikke tilbageholde det synspunkt, at det forekommer mig lidt pauvert, at Langgaard vil lade sig nøje med den ret begrænsede klanglige variation, som et general-crescendo - selv i alle dets forskellige styrkegrader - kan fremvise. Men selvfølgelig har han ikke haft de muligheder, som vi på mange orgeler har nu - - - . Det må - særlig på orgeler med de mange elektroniske hjælpemidler - være en skøn opgave at fremtrylle mere dækkende klangfarver, end nævnte general-crescendo er i stand til. Og jeg er sikker på, at det ville være (som salig Anton Heiller kunne have udtrykt det) “im Sinne des Verstorbenen”- - -
Apropos registrering: Jeg forstår nok ikke helt følgende passus i redaktørens forord (under omtalen af de udeladte, sporadiske registreringsanvisninger): “Manuskripternes gennemførte anvisning af styrkegrader fortæller efter mit skøn mere om registrering på det enkelte instrument i forhold til rummet og satsteksturen.” Men det kan jo være min fejl.

Når jeg nu allerede har dristet mig til at antyde, at noget måske kunne være anderledes, end hvad komponisten foreskriver, vil jeg heller ikke undlade at pege på et par andre steder: Nemlig 3. Aften, Kom i Hu!, side 21 takt 59-67, hvor pedalet har to toner: C og G (pudsigt nok de samme to, som Carl Nielsen har på slutakkorden i Commotio). Efter mine ører bliver denne dybe kvint nærmest til klangligt mudder, og derfor er det interessant at se, at Carl Nielsen foreslår en alternativ node til højre fod, nemlig: lille g. For dem, som måtte have det som jeg, kunne jeg foreslå den samme ændring i de nævnte takter: at G-et spilles en oktav højere.

Andre steder, der (stadig efter min mening) kunne trænge til en tilsvarende korrektion er: 1. Aften, Høstens Tid, side 13 takt 8, 11, 22, 25-29 - og Korsfæstelsen, side 27 takt 15 -18, 23 og 29 - samt 3. Aften, Postludium til Messis, side 28 takt 96.
Disse forslag er måske ikke ideelle, fordi kvinten i pedalet kan fornemmes for påtrængende - men det grumsede forsvinder i det mindste - - -

Så er der to diminuendo’er i 3. Aften, Forbarm dig, side 15 takt 130 - og i allersidste takt af Postludium til Messis. Hvis den udførende organist råder over et orgel med general-crescendo, kan det måske lade sig gøre at efterkomme komponistens ønske, men det kommer aldrig til at lyde overbevisende, medmindre orgelet er stort - og kirken har lang efterklangstid. Måske vil nogle opfatte følgende synspunkt som noget, der tangerer helligbrøde: Jeg opfatter disse diminuendo’er som en misforstået dynamisk afsvækkelse, der ødelægger det musikalske udtryk på de to steder, hvor den dramatiske intensitet når et højdepunkt. Mener man, at Langgaards dim.-anvisninger er helt berettigede, vil jeg sige, at de i hvert fald er meget vanskelige at realisere overbevisende. Skulle man rette sig efter Langgaards anvisninger og forsøge sig med et diminuendo, hvor langt skal man så gå ned? Til mf, p, pp?

I Forbarm dig ville jeg tillade mig at spille pedalets A som en ottendedel (som manualets akkord).
I Postludium til Messis må for slutningsakkordens vedkommende den mest indlysende udførelsesmåde være at holde ff-akkorden med fuld styrke, indtil den slippes - i stedet for at forsøge et vanskeligt (næsten umuligt) realiserbart diminuendo.
Også i 1. Aften, Høstens Tid, side 18 takt 77-78 er der et diminuendo. Her foregår det over længere tid end de tidligere nævnte, men det virker ikke orgelmæssigt, og derfor bør man nok overveje en alternativ løsning. En sådan kunne gå ud på, at man - samtidig med at man slipper den overbundne ottendedels-akkord i takt 77 - fjerner alle kraftige registre og pedal-koblinger, hvilket medfører en voldsom ff-p-virkning. Men er det ikke en bedre løsning, end at man (efter at have sluppet den nævnte ottendedels-akkord) fjerner P+H, siden pedalets Trompet 8’, derefter Basun 16’ - og så videre? - - - Det bliver jo aldrig et egentligt diminuendo, men en trinvis aftrappen af styrke.

Når jeg opholder mig en del ved den klanglige realisering af disse lidt problematiske steder, er det fordi jeg synes, at MESSIS er for spændende et værk til, at det skal reserveres katedraler med store orgeler, der har general-crescendo.

***

Som før bemærket er der en side, hvor der står omtalt nogle publikationer vedr. Langgaard. Her figurerer blandt andre Bendt Viinholt Nielsens fortegnelse over Rued Langgaards værker - og biografien. Jeg er helt klar over, at dette er en omtale af udgaven af MESSIS, men jeg vil gerne - fx hvis en og anden læser af Bendt Viinholts forord vil vide mere om Langgaard - anbefale disse to bøger, som ikke (forekommer det mig) har fået tilstrækkeligt af den positive omtale, de fortjener.

Endelig vil jeg gerne udtrykke min uforbeholdne glæde over denne udgave af MESSIS - og anbefale den på det varmeste!

Rued Langgaard: MESSIS - Orgeldrama i Tre Aftener. Komplet revideret udgave ved Flemming Friis. Edition Wilhelm Hansen.
Kr. 280 + 300 + 200.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.