• Wadden Sea International Organ Competition
  • Haderslev Drengekor
  • Sankt Matthæus Kirke
  • Jægersborg Kirke

In memoriam Axel Madsen 2. september 1915 - 7. marts 2001

En af de store personligheder inden for dansk kirkemusik i sidste halvdel af det 20. århundrede er ikke længere iblandt os. En mand, hvis virke og betydning det kan være vanskeligt at sammenfatte på denne plads. Jeg tror dog det er vigtigt, at vi går bag om al aktiviteten og ser på, hvad det var, der drev ham. Han var primært menighedens organist, men hans evner rakte langt ud over dette. I de sidste dage før hans død dukkede der flere gange en tekst frem i min bevidsthed: "Jeg kommer snart, jeg kommer snart, hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. Amen. Kom Herre Jesus. Amen". Det er teksten til én af hans motetter, som mit kor flere gange har sunget ved højmesser. Det er et meget fint lille stykke musik, der er gennemsyret af teksten. Det vil jeg gerne se som en sammenfatning på alt det, som jeg og vi alle har fået gennem Axel.

Sundby kirke omkring 1980 i forbindelse med archimandrit Kallistos Wares besøg (i midten). Fra venstre kordegn P. Cranil, sognepræst Palle Thordal, Kallistos, sognepræst A. Sigvardsen og Axel M.

Fra Axels opvækst vil jeg gerne nævne noget, der havde betydning for ham. Hans mor sang i Operakoret, men var i øvrigt alene med ham. Ved siden af dette var hun i Holmens kirkes kor, og det var nok svært at passe dette samtidig med at være enemor. Herfra var der erindringen om mødet med Thomas Laub, og da Mogens Wöldike i 1921 blev kirkens kantor, fyrede han sangerne fra Operakoret, for han ønskede det gamle kirkelige sangideal uden vibrato, som blev kendt bl.a. fra Palestrinakoret. Det var hårdt, at man var god nok til teatret, men ikke til kirken. Axels mor var ellers ikke spor kirkelig, så det var ikke derfor, at han blev det. Det var mødet med KFUM, der lå i nærheden af hjemmet. Her mødte Axel sin Herre og fik sit kald til at tjene i hans hus. Men der var meget mere. Han lærte mange at kende, og fik derved betydningsfulde kontakter, som gavnede ham senere. Han oprettede i 1933 et drengekor. En periode var han KFUM-sekretær, forøvrigt samtidig med hans senere biskop Ole Bertelsen, og var senere i hovedbestyrelsen. Men han lærte også grundlæggende om menighedsfællesskab og ikke mindst den rolle, som sang og musik spiller her.

Her mødte han også det økumeniske arbejde, som efter anden verdenskrig førte ham til Meinow. Det er et slot på en ø i Bodensøen, som var ejet af den svenske grev Bernadotte. Han fik den idé at samle børn fra Europa til en slags sommerlejre, der udviklede sig til de sangstævner i 50'erne, som Axel var med til at lede. Det førte til, at han i 1955 var med til at udgive sangbogen "Laudemus", hvor alle salmerne var gengivet på engelsk, tysk og fransk samt enkelte andre sprog. Det gav ham mange tyske og europæiske kontakter, blandt andet pastor Hans Mrozek, som han fik et livslangt venskab med. Axel besad flere tillidshverv indenfor KFUM, og bevarede sin tilknytning, da han i 1961-72 var lærer i klaver og orgel ved Frederiksberg Seminarium. Her har han fortalt om en elev, der spillede et klaverstykke temmelig elendigt og ligefrem bandede over det. Hertil sagde Axel: "Spil det igen, men gør det denne gang i Guds navn". Det hjalp! Han skrev også kantaten "Laudate Dominum" med orgelsolo til KFUM-konferencen i Århus i 1957, og den blev opført i Domkirken med Georg Fjelrad ved orglet.

Det var utroligt, at han også fik tid at tage organisteksamen i 1937, hvor han var elev af P.S. Rung-Keller, som var organist ved Vor Frelsers kirke. Efterfølgende gik han på kantorkursus og tog eksamen i 1942. Han mødte her Ulrich Teuber, som sammen med sine forældre var indvandret fra Tyskland på grund af de politiske forhold, hvilket gav ham en del problemer, som han jo selv var ganske uskyldig i. Han fik en god ven i Axel, der altid tog ham i forsvar, når han blev udsat for nedladende bemærkninger. De fik senere et betydningsfuldt samarbejde i DOKS. Kantorkurset blev forestået af Emilius Bangert, domkantor i Roskilde. "Galosche-ræven" kaldte Teuber ham på grund af fodtøjet. Både Axel og Ulrich har fortalt om, hvordan Bangert indledte timerne med at tage køreplanen frem for at se, hvornår toget til Roskilde gik. Så sagde han altid: "Nu skal vi se, hvordan vi har det i dag". En dag kunne Axel ikke dy sig for at sige: "Det bruger man da ellers et termometer til!". Denne bemærkning er karakteristisk for hundredevis af lignende bemærkninger, som Axel er kommet med, mere eller mindre spontant, gennem årene. I øvrigt har jeg sjældent mødt et menneske, der i den grad var i stand til at kommentere en situation ved hjælp af en anekdote.

Efter kantoreksamen var Axel i 1942-49 organist ved Enghave kirke. Det var den midlertidige kirke i det, der i dag er menighedssal, og hvor der senere blev holdt adskillige møder af faglig art. Der var kun et harmonium at spille på, men anekdoter var der nok af, bl.a. den om præsten, der bad menigheden betænke kirkens bøsser, hvorpå en mandlig korsanger, der ikke havde denne tilbøjelighed, klappede sig på lommen. Kordegnene ved kirken var et kapitel for sig, både ifølge Axel og Ulrich, som blev hans efterfølger - i øvrigt med Axels hjælp, da der var problemer med statsborgerskabet.

Han fik en del elever i tidens løb. En af dem fik dog mere betydning end alle de andre tilsammen. Det var Sigrid Skjerbæk, der på denne måde sørgede for, at Axel lærte hende at kende. De giftede sig i 1946 og fik børnene Ole, der blev præst, og Lise, der blev lærer.

Livsværket var i Sundby kirke i årene 1949-82. Kirken fandt snart ud af, man ikke bare havde ansat en organist, men én, der så at sige var menighedsmedarbejder til fingerspidserne. Der var nok ikke nogen eller noget i kirken, der ikke nød godt af det. Han var ikke så glad for den socialdemokratiske repræsentation i menighedsrådet, da de jo dybest set var ukirkelige og til en vis grad brugte menighedsrådene til at placere dem, der ikke kunne bruges i andre råd! Men alligevel kunne han få et godt forhold til personerne. Jeg plejede at sige, at det var Danmarks eneste menighed, der var styret fra orgelbænken. Han var engageret i Menighedssamfundet og påvirkede derved også menighedsrådet. Præsterne gav han sin særlige opmærksomhed, og det lykkedes ham at få selv tidehvervsfolk til at messe, bruge messetøj og gå med til ændringer i liturgien. Gudstjenesten var hans hjertebarn, og her spillede koret en stor rolle, og vi, der har haft æren at være hans "assistenter", blev nærmest opdraget til at gøre "de rigtige ting". Måske lyder det lidt ubarmhjertigt, men historien er karakteristisk for hans konsekvens, da en dame ringede ham op og spurgte, om hun måtte få øvetid på orglet. Hun fortalte, at hun var præstedatter. Axel sagde til hende, at hun kunne komme til højmesse søndagen efter, og så kunne de tale sammen bagefter. Højmessen gik, og damen kom op til orglet. Axel spurgte straks om, hvad hun syntes om deres højmesse. Svaret var, at hun ikke havde været der. Axel erindrede hende om, at hun havde sagt, hun var præstedatter, hvilket fik damen til at indrømme, at hun aldrig gik i kirke. Følgen blev, at hun ikke fik lov til at øve sig i kirken, da dette var forbeholdt dem, der ønskede at indgå i en tjeneste i kirken.

Også andre gudstjenester blev der arbejdet med. Aftensangen (vesperen) brugtes ved særlige lejligheder og i flere år var der fast tolvsang om lørdagen, hvor der ofte kunne være 25-30 deltagere. Altsammen på Axels initiativ.

Mange af Axels kompositioner er skrevet til gudstjenesterne i Sundby kirke. Både korværker og salmemelodier. En væsentlig ting var arbejdet med introitus, der i første omgang ledte til udgivelsen af den danske udgave af Egil Hovlands Introitus- og ordinariesange (1975). Men allerede da var han begyndt at bruge gregorianske introitus ved højtiderne, og i løbet af 70'-erne udvidedes dette til alle søn- og helligdage, og disse blev udgivet i 1990. En samling Salmeforspil og orgelkoraler kom i 1978. En af tingene, der var kommet ud af Meinow og forbindelserne herfra, var hans kendskab til tysk salmesang og orgelmusik. Neobarokken florerede i orgelbevægelsens kølvand, og det er Axels fortjeneste, at jeg kender komponister som Brodde, Bornefeld, Distler og ikke mindst Micheelsen. Da Sundby kirkes orgel skulle fornyes i 1965, blev det selvfølgelig et instrument, som denne musik var velegnet til. Dette orgel fik også som noget nyt låger for hovedværket, der kunne bruges som svelle. Det viser også, at for Axel var orgelbevægelsen ikke et formål i sig selv, men et redskab, han kunne bruge i sin gerning. Måske var han mest berømt for sine ledsagesatser, hvoraf nogle kom i en særlig serie fra Musikhøjskolens Forlag (det senere ed. Egtved), og andre i to hæfter fra Skandinavisk Musikforlag. Som koncertorganist dyrkede han ofte det mindre kendte, f.eks. N. O. Raasted, og da han engang spillede noget af ham i Nikolaj kirkesal, spurgte en kollega ham, om det måske skyldtes, at han kunne være i familie med ham!

Hans praktiske virke fik også en del udløbere på det lidt større plan. Melodisamlinger blev der således flere af, idet han sammen med Finn Evald redigerede Melodisamling til "129 salmer" (1981). Som en udløber af det gamle KFUM-engagement var han med i redaktionen af De Unges Sangbog (1985), og efter fætteren Henning Elbirk, som havde lavet de tidligere udgaver, stod han for melodibogen hertil (1986). Senere kom Melodibog til Hjemlandstoner (1993).

Det blev også til en stor indsats som medlem af Dansk Organist- og Kantorsamfunds bestyrelse 1961-78, først som næstformand og som formand fra 1965. Hans tiltrædelsestale er ganske berømt. Ved mødet, der afholdtes i Enghave kirkes sal (hans første tjenestested), hvor den ny bestyrelse blev valgt, indtrådte et systemskifte. Axel talte da om de professionelle musikere, der hidtil havde været i bestyrelsen, og sagde så: "Men foreningsteknisk har vi været ledet af en flok dilettanter". Hans makkerskab med Ulrich Teuber som sekretær er nærmest legendarisk. Ofte støbte Ulrich kuglerne og lod Axel fyre dem af, og han var i stand til at sige folk de mest ømtålelige sandheder, mens han smilede til dem - så elskværdigt, at det først bagefter gik op for dem, hvad han egentlig havde sagt. En vigtig sag, som de to var drivkraften bag, var lønreformen i 1969, hvor organisterne kom ind i de akademiske lønrammer. Af andre ting kan nævnes, at Axel var redaktør af Organist-Bladet 1962-67, formand for Kirkemusikernes Landsforbund 1974-78 og medlem af Musikrådet 1965-73. Han og Ulrich var til mange forhandlinger med menighedsråd om organiststillinger, og efter et møde om en særlig ubehagelig sag fulgte sognepræsten, som også var menighedsrådsformand, dem ud til havelågen. Axel syntes ikke, det var nogen god idé, at præsten var formand (det har nok nogle gange skadet organistens sag, hvis der var problemer). Så da præsten sagde til dem, at han syntes, at det var meget svært at være formand med sådan en sag, svarede Axel ham ret bramfrit, at "det egner De dem jo heller ikke til"!

Han var naturligvis også med i Nordisk Kirkemusikråd, hvis hovedopgave det jo var at planlægge de nordiske kirkemusikmøder. Herigennem fik han mange gode kontakter og venskaber, og blandt mange kan nævnes Egil Hovland og Britt G. Hallqvist.

På det praktiske plan var han medlem af Kirkemusikkredsens Arbejdsudvalg, hvor man netop fokuserede på liturgien og orglets og korets plads heri. Den mere højkirkelige side af Axel viste sig ved, at han gerne kom til vesper i Vesperringen, der i 50'erne samledes i den engelske kirke, og senere ved, at han i 1979 var med til at stifte Fællesskabet Kirkelig Fornyelse, hvor han en årrække var kasserer.

Hvervet som kasserer var han i øvrigt ret godt kendt med, da han i i over 30 år var kasserer i Frederiksberg Grundejerforening. Han var medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse for de Konservative 1965-1974. Her sad han sammen med John Winther, der senere blev borgmester, men han var den eneste, der ikke stemte for nedlæggelsen af sporvognene. Denne holdning var nok et udslag af, at han aldrig selv fik bil, men altid selv tog bus (og sporvogn) til sin kirke, når han da ikke tog cyklen (eller "ciklen", som han holdt på var det korrekte). Han var medlem af skolekommissionen 1962-70, fritidskommissionen 1970-74, og formand for det kommunale ungdomshus 1973-78. Af andre tillidshverv kan nævnes, at han i næsten 20 år var lægdommer i boligretten.

Men, som om det ikke var nok, da arbejslivet var ovre, og han gik over i pensionisternes rækker og efterhånden afviklede sine tillidshverv, begyndte et helt nyt liv. Først blev han minsandten klokkenist ved Frederiksberg Rådhus 1984-95. Han gik på kursus på Løgumkloster Kirkemusikskole som "elfenbensklokkenist" - allerede da var stokklaviaturet i rådhustårnet væk. Han havde mange gæster med i tårnet og til kaffe derhjemme bagefter. Han blev også i en periode censor ved kirkemusikskolernes PO-eksamen, så her kunne man jo trække på hans enorme erfaring til gavn for nye organister og kirkesangere. Der er sikkert også blevet tid til mindst én anekdote!

For mig blev det nok af allerstørste betydning, at han og Sigrid valgte Bethlehemskirken som deres menighed. Måske meget naturligt, da sønnen var blevet sognepræst ved kirken i 1981. Her var der også en organist, der kunne få gavn af hans opmuntring. Han fik også her tillidshverv: som kirkeværge 1983-90, medlem af menighedsrådet fra 1988 og endelig formand 1991-92. Han var derfor med til at sætte gang i renoveringen af orglet.

Det er nævnt, at meget af Axels musik blev skrevet til Sundby kirke. Men der var også bud efter ham andre steder fra. I tidens løb er der bestilt musik fra Folkekirkens Ungdomskor, og af kirker kan nævnes Vor Frelsers kirke i Horsens, Timotheuskirken i Valby og her allersenest Nazaret kirke på Østerbro. Jeg havde rig mulighed for at følge med, for Axel kom altid og gav mig et eksemplar af sine seneste værker og også af udgivelserne - med kærlige dedikationer. En større del af hans musik er skrevet til Bethlehemskirken og til aftensangen her, som hans søn begyndte allerede i 1973 som studerende, og som fortsatte, da han blev i 1975 præst ved Vigerslev kirke. Særligt kan nævnes de bibelske Psalmer og Cantica, hvoraf en del senere er udgivet, og ikke mindst "Korvers til kirkeåret", som er 6 små satser med tekster fra ortodoks liturgi, oversat af sønnen og udgivet i 1996.

Arbejdet med musikken til den danske højmesse begyndte for alvor, da den ny Alterbog holdt sit indtog i 1992. Axel havde dog allerede til den Svenska Psalmboken, som kom i 1986, indleveret en række forslag til Kyrie og Gloria, som dog ikke kom med, men det gjorde hans melodi til "En grålig lysning". Da vi i Bethlehemskirken arbejdede med den ny liturgi, bearbejdede han noget ældre musik, som blev sat til Kyrie og Gloria, og dette blev indført i 1993. Han havde i forvejen redigeret og harmoniseret hele nadverritualet, som er indført 1982-93. Dette liturgiske arbejde udmøntede sig i "Gudstjenestemusik", som udkom i 1995, tilrettelagt til teksterne fra Ritualbog fra 1992 og Tillæg til Alterbog (1993). Han havde i forvejen skrevet to korsatser til den Store Indgang (under beredelse af brød og vin): dels en bearbejdelse af byzantisk melodi, og dels en egen komposition (udgivet 1996).

Som en af autoriteterne på dette område har han redigeret psalmer og bibelske lovsange til salmebogskommissionen. Han mente dog, at alle de liturgiske sange bør stå bag i salmebogen og ikke i midten!

Ja, der er nærmest ingen ende på det, Axel har gjort. Vi kan glæde os over al hans musik, som vil leve længe efter ham. Det hele er skrevet af kærlighed til menigheden og dens gudstjeneste og for at ære kirkens Herre. Her er et udvalg af Axel Madsens melodier til tekster, som står i salmebogen og 129 salmer:

376 Op til Guds hus vi gå
469 Vågn op, du som sover
574 Du ved det nok, mit hjerte
873 Din trone står
888 Stjerne, engel, hyrder og de vise
898 Jesus, som til Gud os købte
902 Krist for verdens synd er død
909 Din dag er nær, Guds menighed
917 Riget er nær, er på vej
931 Jesus steg fra tronen ned
937 Guds Lam, som er slagtet
981 Du, som vil, liv skal evigt rinde

Axel var levende med lige til det sidste. Da jeg talte med ham i telefonen dagen før han gik bort, var det ikke lige det, jeg ventede. Vi skulle have møde i konventet, hvor vi netop er i gang med at gennemgå salmebogsforslaget. Selvom han meldte afbud, fordi han ikke havde det så godt, havde han alligevel en række ting, som han bad mig fremføre. Og ikke nok med det, han afleverede minsandten også en formaning til hele menigheden vedrørende en stor tragedie, der var tilstødt et af dens medlemmer. En meget kærlig og omsorgsfuld formaning, som kun Axel kunne gøre det. Det vil vi også savne. Ligeså hans evne til at forstå, hvad man sagde, samtidig med, at han kunne anholde noget i den sproglige formulering. Det kunne være meget irriterende, men jeg tror, at han var klar over, at nogle gange siger vi tingene på en måde, der ikke er befordrende for anliggendet. Så langt går omsorgen, og der var mange pointer, man kunne spekulere over. Selvom folk måske ikke altid var enige med ham, kunne de dog ikke lade være med at respektere ham - ikke mindst, fordi han altid fremførte tingene med gode argumenter til eftertanke. Han satte også et godt eksempel i menigheden, når han altid gjorde, hvad han kunne, for at nye skulle føle sig godt tilpas. Det kan måske give - også en organist - stof til eftertanke.

Det er med stor taknemmelighed, at jeg skriver disse linjer. Det er vigtigt for mig at fremhæve Axels anliggende bag hans store indsats: at forbedre mulighederne for, at vi som kirkemusikere bedre kan tjene vores opgave. Det vil også betyde, at takken ikke bliver stående ved ham, men går videre til den Herre, som han tjente. Men naturligvis også til Sigrid, som hele deres fælles liv igennem var en enestående støtte. Min kirketjener bemærkede, at når en sådan forældreskikkelse går bort, må vi se at blive voksne. Ja, vi skal føre opgaven videre, og selvom der er sket en del i Axels tid, som han var medvirkende til, er der stadig et stykke at gå ad den vej, som han gik ad. Derfor må det være passende at slutte denne betragtning med de samme ord, som vi indledte med: "Jeg kommer snart, jeg kommer snart, hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. Amen. Kom Herre Jesus. Amen".

Herren give ham den evige fred og lade sit ansigts lys lyse over ham. Æret være Axels minde.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.