Børn og orgelspil

Af Mikael Garnæs

Som det ses af billedet på forsiden af bladet var der godt gang i fødderne, både på orgelpedalerne og på dansegulvet, under børnekoncerten i Musikkonservatoriets Koncertsal under Copenhagen Organ Festival i oktober 2009. Midt i en ellers voksen festival blev der afholdt en børnevenlig ”orgelolympiade”, hvor man bl. a. kunne opleve to hold organister dyste mod hinanden under ledelse af ”orgeldoktor Carsten Sund”.

Der var fest og ballade, men musikken udspringer jo egentlig også af leg. På engelsk har man f. eks. samme ord for at spille og lege. Og når det drejer sig om at få tag i de børn, som gerne skulle blive til næste generation af kirkemusikere, er det måske her man har de bedste chancer. De tider, hvor rekrutteringen til organistfaget skete med en vis automatik i kraft af børnenes tilknytning til kirke og skole, er definitivt ovre. Der skal kæmpes for at fange de unges interesse. Rent antalsmæssigt vil orgelspillet aldrig kunne konkurrere med fodbold eller computerspil som fritidsinteresse, men  kvalitet er også vigtigere end kvantitet. Børn skal bibringes interessen for korsang og orgelspil af voksne, der selv brænder for det, og som gør en aktiv indsats for at give interessen videre.

Til det formål skal man møde børnene, hvor de er. I første omgang kan det jo være, at ungerne bliver imponerede over, at man kan spille valsemelodier eller ”I østen stiger solen op” med fødderne alene. Når interessen så er vakt kommer læreprocessen, der gerne skulle bevare det legende element, og succesoplevelserne, når noget lykkes.

Og så gælder det naturligvis ikke mindst om at have et egnet materiale til arbejdet med de unge orgelelever. Her kan man nu henvise til Søren Gleerup Hansens nyudkomne orgelskole for børn, ”Orglet synger”, som får en begejstret anmeldelse i dette nummer. Sådan et materiale har været savnet.