Interview og oversættelse: Flemming Chr. Hansen

Mit venskab med den franske komponist og organist Naji Hakim begyndte i 2005, da han indviede Sakskøbing Kirkes nye digitale orgel. I forbindelse med hans besøg fik han et eksemplar af en cd med danske salmer, indspillet af de to kor ved Sakskøbing Kirke. Efter Najis eget udsagn satte lytningen af denne i alle henseender helt almindelige salme-cd en masse i gang – kompositorisk inspiration først og fremmest, men også overvejelser om kirkemusikken i såvel den katolske kirke i Frankrig som i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. I forlængelse af Organistbladets igangværende komponistenquete har jeg foretaget nedenstående interview med Naji pr. e-mail i januar-februar 2008, hvor han med sin egen visionære sprogbrug kommer omkring nogle af de samme emner, som de øvrige komponister har svaret på.

Har orglet, set fra dit synspunkt, en speciel position blandt de øvrige musikinstrumenter - f.eks. grundet instrumentets karakter, eller grundet organisterne og deres uddannelse?

NH: Den vestlige musikverden i dag har fordel af en levende tradition bestående af flere århundreders orgelbygning og orgelrepertoire, som har udviklet sig specifikt indenfor kirken, og som derfor er anderledes end for alle andre instrumenter. Den store diversitet i orglernes størrelse og stil varierer betragteligt med den historiske periode, med landene, orgelbyggerne og med kirkernes aktuelle behov. Hvis vi ser bort fra de små instrumenter, bygget med henblik på continuospil i barokensembler, bruges orglet oftest som soloinstrument eller som akkompagnement til sangen i kirken. Orglets brug sammen med andre instrumenter og/eller orkester har indtil videre været temmelig exceptionel, hovedsageligt på grund af dets grundlæggende rolle som instrument for kirkens guddommelige mysterium. Orglernes størrelse gør, at de nemt kan konkurrere med orkestret. César Franck sagde om sit orgel i Sainte Clotilde: “Mon orgue? – Cest un orchestre!" - “Mit orgel? - det er et orkester!”. Olivier Messiaen har aldrig sat orglet sammen med andre instrumenter, ud fra den betragtning at det ikke havde behov for noget supplement med hensyn til udtrykskraft og fylde. Selv om der er blevet bygget mange orgler i koncertsale, er deres brug stadig begrænset af det eksisterende repertoire og praksis.

Hvad gør du dig så af tanker, når du skriver for orgel med andre instrumenter - f.eks. i sammenhæng med din nye Orgelkoncert nr. 4 med kammerensemble? Betragter du det som en slags luksus at have andre instrumenter involveret - altså med andre ord: kunne denne musik være skrevet for orgel alene?

NH:  Når jeg skriver musik for et soloinstrument, tænker jeg på en legende samtale mellem tre: mig selv, musikeren og tilhøreren. Alle tre personers erindring og hjerteslag er en del af samme spil. Udvidet til flere instrumenter er det legende princip det samme. I teknisk forstand er mit mål at udnytte det enkelte instruments ressourcer, såvel som den enkelte musikers nærvær, i retorikkens tjeneste. For at svare mere direkte på dit spørgsmål: Nej, det er ikke en luksus at involvere flere musikere, men en livfuld samtale mellem flere musikere, som følger en bestemt orkestrering og gennem deres instrumenter bidrager med deres egen udtryksfulde, farverige og dynamiske del af helheden. Selv om Mozart betragtede orglet som “Instrumenternes konge”, er det indlysende, at det ikke kan leve op til de enkelte orkesterinstrumenter, hvad angår ekspressivitet og kontrasterende udtryk. Med hensyn til netop min Orgelkoncert nr. 4 “Det strømmende og uudslukkelige...”, såvel som med hensyn til mine øvrige koncerter, ville en transskription for orgel alene være absurd (concertare: italiensk for at konversere).

I netop dette værk citerer du flere danske salmemelodier - “Sorrig og glæde” og nogle af de pinsemelodier, som du arrangerede for mit kor sidste år. Gør disse citater det til et religiøst værk, et “troens værk”, eller betragter du melodierne mere som melodisk materiale i en mere objektiv forstand?

NH: “Ethvert værk, som ikke er til Guds ære, er overflødigt” (Charles Tournemire)

“Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren” (Salme 150)

“Musik er Liv” (Carl Nielsen)

For flere år siden fandt jeg i Teilhard de Chardins værk “Hymne de l`Univers” en kraftfuld teologi, fokuseret på “den spirituelle kraft i materien”. Dette omfatter og transcenderer Tournemires udsagn og Kong Davids råb citeret ovenfor. Heri finder jeg selve kernen i hele mit liv og specielt i mine kompositioner. Titlen på min fjerde orgelkoncert “Det strømmende og uudslukkelige…” refererer til Helligånden som en strømmende og uudslukkelig kilde til evigt liv. Selv om værket følger strukturen i en klassisk koncert, er den spirituelle dimension tilstede hele vejen igennem de tre satser. Åbningssatsen “Strømmende” er baseret på to temaer fra to andre af mine værker: “Capriccio” for violin og orgel (2004) og “Det strømmende...”, kanon for to stemmer (2005) med tekst af sognepræst Hanne Margrethe Tougaard. Den sidste linje af teksten “Guds Ånd er liv” er udgangspunktet for hele koncerten. Temaet fra “Capriccio” er et kald fuld af længsel efter den “Elskede”, efter Guds billede iblandt os. Formen kombinerer variationssatsens og sonatens principper i kontrastrige teksturer og stemninger (energisk, syngende, udtryksfuldt, livfuldt, humoristisk). Anden sats, baseret på “Sorrig og glæde”, er en musikalsk fremstilling af modsætningen mellem livet på jorden og det evige liv i Himlen. De forskellige variationer i denne sats (udtryksmæssige, ornamentale, kontrapunktiske) danner tilsammen en generelt opadstigende udvikling, både med hensyn til tonalitet og tempo. Koncerten når sit klimaks i den afsluttende sats “Uudslukkelig”. Den er tænkt som en flertematisk rondo-sonate, baseret på danske salmer, de fleste af dem om Helligånden. Heriblandt: “Du, som går ud fra den levende Gud”, “Gud Helligånd! o kom”, “Kom, Gud Helligånd, kom brat”, “I al sin glans nu stråler solen” og “Se, nu stiger solen”. De to temaer fra første sats genkaldes i kodaen. Som et ekko af de oplivende ord: ”Guds Ånd er liv” og som en udvidelse af Carl Nielsens overbevisning: ”Musik er Liv” lyser denne koncert af, at dansende og jublende musik, dansende og jublende liv, er selve Helligånden.

Bare for at gøre det klart: ideen om at skrive ren kunstmusik for orgel - i modsætning til kirkemusik - er ikke en mulighed for dig?

NH: I en samtale med min datter Katia for nylig nævnte jeg, at de to vigtigste ting i livet er religion og kunst. Hun udbrød: “Er det ikke det samme?” Det var vanskeligt at svare. Hvis hensigten med et kunstværk er at løfte sjælen fra det timelige til det evige, er det i sin essens religiøst (lat. ”religare”, at forbinde). Kunst er religiøs, og religion er kunstens mål. For mig er ”ren kunst”, det være sig igennem et hvilket som helst medium, et overfladisk lag over en medfødt religiøs bevægelse. Naturligvis er det indlysende at skelne mellem kirkemusik og balletmusik. Men hvor nemt er det at bestemme, hvorvidt es-mol præludiet fra Bachs Wohltemperiertes Klavier I er mere eller mindre religiøst end orgelkoralen O Mensch, bewein fra Orgelbüchlein? For så vidt angår orgelmusik i kirken er det eneste spørgsmål, man skal afgøre, hvorvidt musikken føjer sig efter den faktiske funktion i gudstjenesten eller liturgien. Valget er delvis subjektivt.

Er du enig med Tournemire i hans udsagn ovenfor, og i så fald: hvordan påvirker det dit syn på musik af komponister som f.eks. Bartok, Stravinsky, Stockhausen og Boulez, som ikke har nogen egentlig intention om at lovprise Gud igennem deres musik? Måske endda længere tilbage: en symfoni af Schubert, en strygekvartet af Beethoven?

NH: Jeg er ikke rigtig enig i det sekteriske i Tournemires udsagn, fordi jeg ikke betragter spørgsmålet fra samme vinkel, altså ”til Guds ære”. Jeg betragter alt det skabte som værende til Guds ære - det virkelige spørgsmål er, hvorvidt mennesker (som f.eks. Schubert, Beethoven, Bartok, Stravinsky, Stockhausen, Boulez) er sig denne sandhed bevidst.

Jeg vil gerne vende mig mod det næste emne for vores mailsamtale: orglets brug i gudstjenesten. Men for alligevel at fortsætte fra dit sidste svar: selv om du betragter al kunst som værende til Guds ære, er der så ikke alligevel musik, som du ikke ville spille til gudstjeneste i kirken?

NH: ”Den sande liturgi er kosmisk og ikke begrænset til en gruppe” (Pave Benedikt d. 16.)

Jeg ville i princippet gå efter et bredt repertoire – og af taktfuldhed over for andre musikere vil jeg ikke nævne, hvad jeg ville udelukke. Snarere end at overveje, hvad jeg ville ”lægge til side”, vil jeg hellere fremhæve, hvad jeg vil ”bringe nærmere”. Hvad kan man sige om Pasodobles eller tangoer spillet under offertoriet, som jeg flere gange har hørt det i Ujué (en landsby i Navarra, Spanien) eller om baskiske tzortzikos, danset som hyldest til det hellige sakramente, eller om Padre Davide da Bergamos musik, som minder om cirkusmusik eller lirekasser? Det hele er et spørgsmål om autenticitet og overbevisning hos kunstneren, komponisten eller udøveren. Kærlighed og taknemmelighed er selve meningen med liturgien, det virkelige anliggende er at yde det bedste for Gud, til Gud iblandt os. Det får mig også til at tænke på Olivier Messiaens egen musik i liturgisk sammenhæng. Da den unge Messiaens kompositoriske og/eller improvisatoriske stil ikke værdsattes af hele menigheden, blev den daværende præst ved La Trinité nødt til (efter Marcel Duprés og ærkebiskoppens mellemkomst) at tilføje yderligere en søndagsmesse for at lade Messiaen spille/improvisere i hvilken som helst stil, han ønskede. Denne ”Messiaen-messe” blev snart benævnt ”De gales messe”… Der er så stor en del subjektivitet og så bredt et spekter af forskellige kulturer, foruden det enkelte individs eller den enkelte gruppes udvikling, at der ikke gives noget endeligt svar. Som liturgisk organist har jeg igennem årene fundet ud af, at mit mest autentiske, musikalske offer udspringer fra improvisation.

Hvad med musik til menighedssang? Skal alt være tilladt, så længe det bærer et minimum af autenticitet?

NH: Autenticitet betyder ikke anarki. Autenticitet bør følge et hierarki og være afbalanceret af ydmyghed, overvejelser om det historiske arvegods og anerkendelse af de professionelle musikere og deres talenter. I denne sammenhæng taler de indledende vers fra 2. Mosebog kap. 31 for sig selv: ”Herren talte til Moses og sagde: Se, jeg har udvalgt Besal'el, søn af Uri, søn af Hur fra Judas stamme, og fyldt ham med Guds ånd, med visdom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde, lave udkast til kunstneriske arbejder i guld, sølv og bronze, gravere i sten til indlægning, udskære i træ, ja, udføre al slags arbejde.”

Hvis du var organist i en dansk kirke, hvad ville da dine grundlæggende tanker være, hvad angår ”brugsmusik”?

NH: ”Lad os vende tilbage til det gamle, og det vil være et fremskridt” (Giuseppe Verdi)

Da Johann Sebastian Bach blev udnævnt til kantor ved Skt. Thomas i Leipzig, fortsatte han med at arbejde med de mange koralmelodier, han fandt i biblioteket, snarere end at opfinde nye. Det var – og er stadig – et fremragende eksempel på ydmyghed mht. potentialet i det historiske arvegods som udgangspunkt for et kunstværk. Hvad angår den danske kirke, har jeg en dyb tro på det righoldige kompositoriske materiale, man kan trække ud af ”den danske salmekilde”, både fra klarheden og elegancen i de inspirerede melodiske linjer og fra teksternes poetiske og teologiske indhold. Efter min mening er den salmeskat en uudtømmelig kilde: ”Alle mine kilder skal være hos dig”.

Jeg ved, du sætter stor pris på de danske salmer – som det også afspejler sig i dine nyere værker ”Påskeblomst”, ”Sakskøbing Præludier”, ”Alle mine kilder skal være hos dig” osv. Har den katolske kirke i Frankrig noget arvegods, som betyder det samme for dig? De gregorianske melodier f.eks.?

NH: Jeg er bekendt med utallige nådegaver, som f.eks. de musikalske og poetiske blomster over hele verden med deres skjulte honning. Mit håndværk kan på en måde sammenlignes med gartneren eller bien, der samler blomster eller nektar. Ikke kun gregorianske, men også maronitiske, baskiske og bretonske melodier udgør en del af min katolske arv og inspirationskilder. Nogle af mine værker - såsom ”Vexilla Regis prodeunt”, ”Te Deum”, ”Salve Regina” - er gregorianske parafraser, en genre givet i arv fra Tournemire og Langlais. Jeg har brugt nogle baskiske og bretonske melodier i ”Sinfonia in honore Sancti Ioannis Bautistae” for orgel, i orkestersymfonien ”Les Noces de l´Agneau”, i ”Suite Rhapsodique” for horn og orgel og i ”Messe Solennelle” for kor og orgel. Min maronitisk/libanesiske baggrund har inspireret mig til følgende værker: ”Aalaiki´ssalaam”, ”Le Tombeau d´Olivier Messiaen”, begge for orgel, ”Suite Rhapsodique” for horn og orgel og ”Gloria” for kor og orgel. Jeg kan også sige: ”Jeg elsker den brogede verden”, alverden kan bringes i spil.

Til sidst: hvad er dit håb og din frygt for kirkemusikken i Frankrig? Og i Danmark?

NH: Inden for det franske, katolske kulturlandskab har den musikalske kunst, der er inspireret af kristendommen, forladt liturgien og taget tilflugt i koncerter eller indspilninger. Mange mennesker i positioner med liturgisk ansvar, men uden musikalsk uddannelse, er kommet til at tro på tabula rasa og benægter enhver musikalsk arv. Kristne, professionelle sangere og kapelmestre er sendt ud på sidelinjen og erstattet af engagerede medlemmer af menigheden, hvis gode vilje er deres eneste musikalske bagage. Mht. det nye repertoire ser vi i dag - som konsekvens af en kulturel tomhed – en invasion af salmer med dårlig musikalsk og metrisk substans, som vil fremkalde aversion hos enhver ægte musiker. Ikke flere gregorianske melodier, ikke mere polyfoni, ikke flere inspirerede folkesange, ikke mere harmonik eller modulation – en sand ørken for kunstneren og den kristne æstetiker. Organister deltager ofte i gudstjenester uden forløsning og i total afmægtighed. Når de ikke forventes at akkompagnere salmer, forventes de at levere simpel baggrundsmusik som i et supermarked; klassisk, meget stille og i særdeleshed meget kort for at give menigheden lejlighed til at sludre på vej ud fra messe uden at blive forstyrret.

Frygt ikke! Husk på Esajas 41, 10a: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud”

Ingen frygt, men fortvivlelse og håb.

Mine håb, citeret fra mit communiqué til kongressen i Consociatio Internationalis Musicae Sacrae 2000/2001, er følgende:

Inkludering af musik som en del af kulturelle og kunstneriske kurser på præsteseminarierne

Formel genopbygning af professionelle domkirkekor og sognekor med korledere

Systematisk kontrol med alt sunget liturgisk repertoire i sognene, udført af kommissioner bestående af professionelle musikere og godkendt af de biskoppelige råd

Uanset om det drejer sig om Frankrig, Danmark eller et hvilket som helst andet sted i verden, er mit håb på en større skala, at de voksne i dag indser deres ansvar for at videregive den kulturelle ild, som er nedarvet gennem de forudgående århundreder, til de unge, for på den måde at skabe menneskehedens bedste og mest opløftende offer til den Højeste.

Læs evt. mere om og af Naji Hakim på hjemmesiden najihakim.com.

Hans orgelkoncert nr. 4, som omtales i interviewet, opføres af komponisten selv og Storstrøms Kammerensemble i Sakskøbing Kirke torsdag d. 21. august kl. 20.