»Lad mig indse hvad jeg skal gøre, og gøre hvad jeg indser.«
- Samtale med Bernhard Lewkovitch

Af Mikkel Andreassen

Bernhard Lewkovitch fyldte i maj måned 75. Derfor, og fordi hans musik og synspunkter omkring kirkemusikkens udformning og udførelse interesserer mig, har jeg længe haft et ønske om en samtale om disse emner. Bernhard Lewkovitch (B.L.) fandt ideen god og indvilligede i en samtale. 
Jeg blev, som i tidligere tilfælde, særdeles venligt modtaget, og over en kop kaffe fandt samtalen snart væsentlige emner: Langgaards Antikrist (med tilhørende anmeldelser), og ikke mindst arbejdet med B.L.´s nyeste korværk »Memoria Apostolorum«. Et værk med samme titel (1978) er efter oplevelser og indsigter i Rom dette forår blevet tilbagekaldt, og resterende eksemplarer er efter komponistens ønske blevet makuleret, da »det ikke længere gyldigt dækkede emnet«. Meget betegnende for B.L.'s kompositoriske metode blev processen beskrevet som »endnu et forsøg på at presse en okse ned til en bouillonterning«. 6 stærkt komprimerede satser, hvis grundlag består af kortfattede tekster fra tidebønnen, hylder martyrerne Peter og Paulus. Under den nuværende basilika San Sebastiano på Via Appia samledes de kristne menigheder i året 258 i ly af nattemørket for dér at ære mindet om de to apostelfyrster. Det var i den store kristenforfølgelses periode, hvor graffiti som inskriptioner i væggene vidnede om de kristnes hengivelse for dem, de mindedes.

Foto: Sv.Aa. Mortensen, Nordisk Pressefoto A/S

- Du har vedholdende (overvejende) komponeret kirkemusik, i en årrække hvor sækulariseringen har domineret samfundet, og ikke mindst kulturlivet. Har det været problematisk?
- Og, kunne man tilføje, ligeledes har præget såvel den romersk-katolske kirke som Den Danske Folkekirke. Men tilbage til spørgsmålet. Nej, egentlig ikke, jeg har fra begyndelsen af mit virke været klar over, hvad jeg ønskede at beskæftige mig med, og er da også siden hen blevet bekræftet i, at jeg valgte rigtigt, hvilket gode kolleger ofte har givet udtryk for anerkendelse af.
Dog mærkede jeg i mine tidlige studieår, at det kunne være et problem. I forbindelse med en koncert på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor nye værker skulle opføres, havde jeg forelagt kommissionen, der skulle udvælge værkerne, min lille Mariavise. Beskeden var »at sådan noget kunne man da ikke præsentere ved en koncert«. Siden hen har jeg glædet mig over, at min lille Mariavise er blevet standardrepertoire for snart sagt ethvert kor i Danmark. 

- Det fornemmes at du opererer med en form for kaldstanke omkring det at udforme og udøve kirkemusik?
- Ja, bestemt.

- Hvordan?
- Efter min konservatorietid stod jeg så mærkeligt rustet til en tilsyneladende håbløs kamp. Hvem skrev man sin musik for? - og til hvilket formål? Jeg var mig bevidst om det at være troende og praktiserende katolik. Klosteropdraget som jeg har været i hele min barndom og ungdom, er jeg af samme grund dybt fortrolig med kirkens liturgiske tekster, og hvad var så mere naturligt for mig end at fortsætte denne tradition, som jeg følte hjemmel til?
En dag da jeg i stilhed i en kirke, uden andre end mig selv, hengav mig til betragtninger over min situation, forestillede jeg mig en indre dialog. Jeg lovede at ville tjene i Vingården, mod at få evnen til at måtte indse, hvad jeg skulle gøre, og gøre hvad jeg har indset.

- Kan musik være mere eller mindre sand?
- Sandheden kan nok fordrejes, men aldrig forties, og den er aldrig flertydig. Men man arbejder vel ud fra, hvad den enkelte anser for sandhed, hvad enten den opfattes som sådan eller ej.

- Megen af din musik bruges i folkekirkelig sammenhæng. Ser du det som et udslag af åbenhed, eller måske snarere som en form for dovenskab i folkekirken?
- Dovenskab? Nej, men der skal altså mere til end det at spille orgel, ganske som dette at harmonisere farver i forbindelse med udsmykning af en kirke. At kunstneren ikke har et personligt forhold til tingene, ser man tydeligt i Ribe Domkirke.

- Har du på noget tidspunkt haft ønske om at undervise på et dansk konservatorium eller universitet?
- Nej, og jeg har ikke rettet henvendelse om det. Men jeg har haft den store glæde at kunne vejlede enkelte (mindre end en håndfuld) i videregående kompositorisk praksis. Men jeg har også svaret nej til nogle og må indrømme, at jeg ikke er nogen stor pædagog, og at nybegyndere ikke er noget for mig. Desuden er der fra tid til anden rettet henvendelse til mig, også fra udlandet, om emner, hvor jeg kunne være behjælpelig. Bl.a. en meget diskret henvendelse fra en herboende ordenspræst, om hvordan jeg (og mine sangere) ville stille mig til at virke ved det Sixtinske Kapel. Når det blev et ligeså diskret, men klart nej, beroede det på, at de sangere, som jeg selv har skolet i den enstemmige gregorianske sang og første flerstemmighed, alle som een stillede spørgsmålet: hvad så med vore koner og børn?

- Megen kirkemusik er udformet som pastiche, har det kunstnerisk gyldighed?
- Nej, absolut ikke, i hvert fald ikke i nedskreven form, udgivende sig for at være komposition, og i den forbindelse skelner jeg skarpt mellem den udøvende og den komponerende kirkemusiker. Men i improviseret form, ledende hen til en salme eller lignende er det i orden, ellers ville det jo også være helt umuligt at være kirkemusiker i dette land.

- Du har ofte udtalt dig om den musikalske kvalitet ved Domkirkens morgenandagter?
Ja! Morgenandagten, med sine hundredetusinder af lyttere, bærer på en stor forpligtelse. Som det er nu, hvor vi efterhånden sidder derhjemme ved radioapparaterne og synger med, når de endnu engang spiller orgelkoraler af Walther, Wøldike, Madsen, Grønbech, eller hvad de nu hedder, trænger en fornyelse sig på. Det samme gælder udvælgelsen af korversene. Omkring udførelsen af Davidssalmerne må det være muligt at finde en transponeringspraksis, der gør disse klodsede intonationer, der bindes i halen på et givet koralforspil, overflødige. Angående Wøldikes orgelkoraler (som jeg ofte så med endnu ikke tørret blæk, over en kop øl), må jeg betegne dem som husflidsarbejder, der for længst burde være taget af programmet…
I sommer hørte jeg på DR en temaaften om kirkemusik. En kvindelig orgelprofessor besvarede et spørgsmål om, hvorvidt der bliver skrevet kirkemusik på dansk grund, der fornyer genren. »Kayser, Niels La Cour, Madsen og Grønbech«, var svaret. Efter at have konstateret den snævre horisont, måtte jeg ærligt talt tage en albyl og et par glas vand!
En professor! 

- Du har i dit liv truffet mange store personligheder, Rued Langgaard var en af dem?
- Ja, det er rigtigt. Vi (B. L., Tage Nielsen, Kjeld Hansen, Erna og Tina) opsøgte ham under en ferietur i Vestjylland, hvor vi bankede på døren, og adspurgt hvorfor vi ønskede at opsøge ham, svarede: »Fordi De er en stor komponist…«
Vi blev modtaget på det venligste. Da jeg viste ham min lille Mariavise, erklærede han mig, som den første overhovedet, for talentfuld!

- Hvordan forholder du dig til ujævnheden i hans produktion?
Jeg er ingen ukritisk beundrer af hans musik, men mener at Danmark i forbindelse med Langgaard rent ud sagt har været et lorteland!, hvor der ikke levnedes plads til en personlighed som Langgaards i »den fynske andegård«. 

- Du samarbejdede i en årrække med Kayser i Sct. Ansgars kirke, kan du beskrive det?
- Jeg har for min del beundret ham, så længe jeg har kendt ham, og han er den i Danmark, af hvem jeg har lært mest, blot ved at lytte til ham, men jeg tror ikke beundringen var gensidig. Da Ruth og jeg ville fejre ham ved en koncert med hans egne værker i Vor Frelsers kirke, ville vi som alle andre ønske ham tillykke. En omkringstående skare af kirkemusikere og komponister stod måbende og så til, da han henvendt til mig sagde »hvad vil du her?«. Jeg tror, at han stik imod det forventede, med denne bemærkning, skabte en stemning af mistillid omkring sig.

- Kan man udøve god kirkemusik uden en velvillig indstilling fra teologisk hold?
- Næppe, uden en velvillig indstilling fra præsteskabets side kan det kun sjældent lade sig gøre. I de embeder, hvor jeg har haft det musikalske ansvar, har jeg altid stået for udvælgelsen af såvel kormusik som menighedssalmer, naturligvis med den klare forudsætning, at jeg kendte den pågældende søndags tekster. En enkelt gang (en julemorgen, med forudgående midnatsmesse) må jeg dog indrømme, at jeg blev mindet om, »at tekst og melodi da gerne måtte passe sammen«. Tre gange i mit liv som organist og kantor, har jeg ikke følt den fornødne tillid, og har da måttet forlade mit embede, fordi jeg i de tilfælde blandt præsterne havde med rene ignoranter at gøre! 

- I forbindelse med at du har forladt disse embeder kunne jeg få lyst til at spørge, om det et eller andet sted har afspejlet et (indre?) ønske om helt at kunne hellige dig det kompositoriske arbejde?
Nej, disse ting har altid haft sammenhæng, ganske som i tiden før Bach. Da var man som leder sanger med pålæg om at forsyne kirken med den musik, man skønnede, den havde brug for, og at skole unge korister til formålet. Det ansvar har jeg forvaltet i ca. 60 år, og nu blot skriver jeg.

- I dine kompositioner er der en høj grad af stofmæssig koncentration. Kan du forklare denne trang til meget koncentrerede former?
- Kirkens liturgiske fordring til overskuelighed har været rettesnor for mig. En væsentlig del af gaven, Deo Gratias!

- Hvad er god kirkemusik?
- Det ved jeg ikke, men jeg ved, når den ikke er det; nemlig når den søger sig selv. Når den fordrer opmærksomhed ud over det rette formål.

- Hos hvilke komponister, eller i hvilke perioder, ser du disse krav bedst opfyldt?
- Hos mestre som Dufay, Josquin, Orlando, Victoria og Palestrina. I deres overflod har jeg - forekommer det mig - fået lod og del, sådan som de selv videreførte, hvad de modtog af andre før dem.

- Hvordan har du i din egen musik søgt at opfylde disse krav?
- Ved at gøre dem kunsten efter som ajourført. Og så bekymrer jeg mig i øvrigt ikke om min musiks nuværende eller fremtidige status!
_____

Ved Copenhagen Choir Festival (10.-13. oktober) er der rig lejlighed til at høre kormusik af Bernhard Lewkovitch, heriblandt uropførelser.